Akademiet

U19 fejrede guld på et velbesøgt EDC Arena

På trods af et nederlag til FC København var der lørdag eftermiddag dømt guldfest og god stemning på EDC Arena for de ældste akademister, da det tiende U19-mesterskab i historien blev fejret.

27/05/23
Kasper Petersen
Foto: Daniel Stentz

På et fyldt EDC Arena med omkring 1000 tilskuere på lægterne kunne U19-holdet fortjent lade sig hylde som danske mestre efter en på flere parametre historisk sæson.

Med en sejr i sidste kamp ville de ældste akademister nemlig sikre det højeste pointsnit samt den højeste pointtotal i U19 Ligaens historie – ovenikøbet som det yngste mesterhold nogensinde.

U19-sæsonen i tal

På trods af, at mesterskabet blev afgjort i sidste weekend var der masser af tænding at finde på grønsværen mellem landets to bedste ungdomsmandskaber.

Efter 13 minutter kom kampens første chance, da Gustav Bjerge afværgede en potentiel stor mulighed. FCK’s Emil Schlichting trak ind til venstrebenet, men forsvarsspilleren fik en stærk fod på afslutningen, som ellers havde direkte retning mod kassen.

I det 42. minut blev midtjyderne reduceret til ti mand. Kort forinden havde Jamiu Musbaudeen fået et tvivlsomt gult kort, og kort før pausen fik den nigerianske midtbanespiller sin anden advarsel af dagens dommer. Gæsterne opsnappede bolden på banens midte og var derefter i en gunstig omstillingssitutation. Her følte Musbaudeen sig nødsaget til at trække håndbremsen, hvilket resulterede i en tidlig tur i bad.

En hård skæbne for guldholdet, der nu skulle spille over halvdelen af kampen i undertal.

Ti minutter efter pausen kom gæsterne foran. Noah Sahsah stak igennem i venstresiden, og han lagde bolden videre til københavnernes kaptajn, Oscar Højlund, som sparkede åbningsmålet ind.

Kort efter blev føringen fordoblet efter en misforståelse i det midtjyske forsvar. En lang bold i bagrummet endte i et selvmål fra anfører Pontus Texel, da han overså, at målmand Christian Rust var løbet ud efter bolden og headede bolden tilbage i et tomt mål. Ukarakteristisk fra rækkens stærkeste defensiv.

Victor Froholdt spolerede festen yderligere i det 64. minut med et flot spark i venstre målhjørne. 0-3 til hovedstadsklubben.

Kenneth Andersen: Fortjent hyldest til drengene

Mere skete der ikke, og dermed blev det til en antiklimatisk guldfejring for de nykårede U19-mestre. Dette skal dog intet tage fra de unge ulves hæderlige sæson, hvor klubbens tiende mesterskab i Danmarks bedste ungdomsrække blev sikret.

På trods af nederlaget havde cheftræner kun anderkende ord tilovers for morgendagens stjerner.

– Selvom vi taber, kommer guldfejringen ikke til at fejle noget, da den ikke bare er bundet op på den her ene kamp. Vi havde det svært, da vi var 11 mod 11 i starten, og det blev selvfølgelig endnu mere vanskeligt, efter vi blev reduceret til ti mand.

– Det er ærgerligt, at dommeren bagefter erkender, det første gule kort var for tyndt. Efter udvisningen blev det selvfølgelig opad bakke for os. Vi er egentlig okay med på trods af deres første mål, men efter selvmålet stod det klart, det ikke blev til en sejr i dag.

Akademiets eksistensgrundlag er fortsat at levere spillere til førsteholdet, og her håber cheftræner Kenneth Andersen, at denne trup kan vise vejen frem for det næste kuld af talenter.

– Jeg er slet ikke i tvivl om, at flere spillere i den her trup kan implementere sig på førsteholdet, og gennem den her sæson har de jo vist, at de har et højt topniveau, fortæller den seks gange U19-vindende cheftræner.

Nu venter der en velfortjent sommerferie for Danmarks bedste ungdomshold, inden nye udfordringer venter for klubbens ældste talenter.

Se stillingen, kampfakta og øvrige resultater fra U19 Ligaen.

FC Midtjylland U19 0-3 F.C. København U19 (0-0)

55′ 0-1 Oscar Højlund
58′ 0-2 Selvmål
64′ 0-3 Victor Froholdt

FCM U19 (4-3-3): Christian Rust – Malte Melin, Gustav Bjerge, Daniel Freyr Kristjansson – Jamiu Olaide Musbaudeen, Gustav Fraulo, Lasse Overgaard Nielsen – Isa Abubakar Musa, Gustav Ørsøe Christensen, Jonathan Filho Lind Rasmussen – Julius Voldby Rosenberg Hansen (45′), Pontus Texel (45′), Heini Fossdalsá Sørensen (60′), Mikel Gogorza (60′), Jonathan Lindekilde (79′).