3F Superliga
søndag 6/8 kl. 16:00
Lyngby Stadion
LBK Lyngby Boldklub
F. Gytkjær (17")
K. Finnsson (29")
O. Sørensen (58")
T. Chukwuani (82")
4:1
FCM FC Midtjylland
Cho Gue-Sung (92")

Tidlig udvisning og stor nedtur

Det blev en tung eftermiddag på Lyngby Stadion, da hjemmeholdet søndag sejrede med 4-1. FC Midtjylland spillede en mand i undertal fra det sjette minut.

Søndag var FCM endnu en gang i aktion, da turen gik til Lyngby Stadion. Et sted, hvor midtjyderne historisk har haft det svært.

Denne eftermiddag skulle også vise sig at blive op ad bakke, og det startede allerede efter seks minutter, da gæsterne blev fanget i en omstilling. Stefan Gartenmann forsøgte at tackle bolden fra Tochi Chukwuani, men den 26-årige forsvarsspiller kom for sent.

Først svang Jakob Kehlet det gule kort, men efter VAR-gennemgang ombestemte dommeren sig og tildelte FCM-forsvareren en udvisning på baggrund af en vurdering af Gartenmann som værende bagerste mand.

Efter et kvarters spil blev ondt værre, da Paulinho nedlagde en Lyngby-spiller i feltet. Straffespark. Det forsøg tog Frederik Gytkjær sig sikkert af og bragte Lyngby foran 1-0.

Udvisningen havde gjort betingelserne svære for Thomas Thomasbergs tropper, der med 120 minutters fodbold i benene fra torsdag i Luxembourg nu – tre dage efter – skulle spille en mand i undertal en hel kamp.

Med 30 minutter på stadionuret udbyggede Lyngby føringen. Henrik Dalsgaard mistede bolden på feltkanten, og en fiks aflevering fra Sævar Magnússon sendte Kolbeinn Finnsson fri foran mål. Islændingen afsluttede tørt til 2-0.

2. halvleg startede bedre, men et kvarter inde satte Lyngby kniven ind. Frederik Gytkjær driblede sig igennem FCM-feltet, inden han afsluttede fladt mod det lange hjørne. Her forsøgte Oliver Sørensen at cleare, men den unge midtbanespiller kunne ikke undgå at dirigere bolden i eget net.

I det 82. minut kørte Lyngby en omstilling, og for enden af den stod Tochi Chukwuani, der foran et tomt mål uden problemer kunne gøre det til 4-0.

Kort før tid viste Cho Gue-sung et glimt af kvalitet, da han opsnappede en høj dybdebold. Den sydkoreanske angriber tippede læderkuglen over en fremadstormende Mads Kikkenborg og nettede for tredje 3F Superligakamp i streg.

Mere skete der ikke, og resultattavlen indikerede én klar ting; der skal leveres meget bedre fremover. Det starter allerede på torsdag, når Omonoia FC venter i 3. kvalifikationsrunde til Conference League.

På awaytribunen støttede cirka 500 medrejsende fans de gråklædte spillere, og til dem skal der lyde en stor tak for opbakningen på en tung dag.

Start XI (4-4-1-1): Jonas Lössl, Henrik Dalsgaard, Ingi Ingason, Stefan Gartenmann, Paulinho, Emiliano Martínez, Charles, Armin Gigovic, Oliver Sørensen, Iver Fossum, Sory Kaba.

Indskiftninger: Juninho (7′), Nikolas Dyhr (46′), August Priske (67′), Pablo Ortiz (67′), Cho Gue-sung (81′).

Expected Goals

Se Expected Goals for holdene og alle skud i kampen

Lyngby Boldklub LBK
4:1
FC Midtjylland FCM

Momentum

Se holdenes momentum i løbet af kampen

Statistik

Se kampstatistik for holdene i kampen

Lyngby Boldklub LBK
4:1
FC Midtjylland FCM