Han forlod klubben i 2020 for at starte sin egen virksomhed, More Than A Player, med fokus på mental sparring til fodboldspillere.
Sidenhen er turen gået til SønderjyskE som transitionstræner og dernæst U17-chef, men efter tre år væk fra det midtjyske er Mathias Rahbek nu tilbage i FC Midtjylland.
Ændringer på cheftrænerposten hos U17 og U19
– Det er en klub, som står mig nært, så det er fedt, at den her mulighed er opstået. Midtjylland har nogle mennesker og værdier, jeg holder meget af, siger Mathias Rahbek og fortsætter:
– De ting, der er igangsat omkring akademiet og hele klubben i forhold til det nye byggeri samt de visioner, man har for fremtiden, tiltaler mig helt vildt.
– Vil gå gennem ild og vand for mine spillere
Den 33-årige fodboldtræner er ikke i tvivl om, hvad U17-drengene kan forvente af deres nye cheftræner:
– De kommer til at opleve en træner, der ser den enkelte spiller som mere end bare en spiller. Jeg er en træner, der involverer mig i spillernes udvikling individuelt og interesserer sig for, hvem de er, og hvordan vi kan rykke dem til at nå det ypperste i deres potentiale, siger Mathias Rahbek og uddyber:
– Jeg vil gå gennem ild og vand for mine spillere, og jeg kommer til at fokusere på at udvikle dem både på og udenfor banen.
Nu venter der en spændende sæson, hvor den individuelle udvikling kommer til at være i højsædet:
– Det allervigtigste for mig er, at man i løbet af sæsonen ser nogle spillere, der udvikler sig. Det står over alt andet. Når spillere rykker sig, ser man også tit et hold, der præsterer godt. Og når et hold præsterer godt, kaster det også ofte gode resultater af sig, siger Mathias Rahbek og fortsætter:
– Fokus nummer et for mig er at udvikle den enkelte, og kan vi det, får vi nogle spillere, som står bedst muligt rustede til at tage det næste skridt i deres karriere. Det er hele formålet med min stilling; at ruste spillerne både på og udenfor banen til at imødekomme de krav, der vil være til dem i deres næste step.
Et perfekt match
Akademichef Flemming Broe fortæller følgende om ansættelsen af Mathias Rahbek:
– Han har nogle rigtig gode kompetencer, når det kommer til spillerudvikling, coaching og hele den holistiske del, som han har fået stor erfaring med qua sit firma og sin tid i SønderjyskE, siger Flemming Broe og fortsætter:
– U17 er en aldersgruppe, Mathias elsker at træne, og derfor er det spot on, at vi får ham ind i en erfaren udgave som U17-cheftræner. Han er god til at få det bedste ud af mennesker, ligesom Mathias er dygtig til at rumme alle de ting, spillerne går gennem i U17-alderen. Derfor passer han perfekt ind til den her opgave.
Mathias Rahbek starter i klubben, når U17-holdet påbegynder forberedelserne til den nye sæson. Vi byder ham et varmt velkommen tilbage i FC Midtjylland.