Europæiske aftener på MCH Arena. Onsdag den første i 23/24 mod luxembourgske Progres Niederkorn i 2. kvalifikationsrunde til Conference League.
Thomas Thomasberg havde blot skiftet en mand i sin start 11’er, og FCM’erne så ud til at ride videre på de vindende takter fra sidste uges 3F Superligasejr.
Nikolas Dyhr – der var eneste nye ansigt i startopstillingen – sendte efter tre minutter et skarpt indlæg i hovedet på Kristoffer Olsson. Den svenske landsholdsspiller fik et godt træf på bolden, men forsøget blev reddet af keeper Eldin Latik i Niederkorn-målet.
Derefter faldt tempoet i kampen, og gameplanen fra Niederkorn syntes klar; at brugte hver en mulighed på at trække tiden i jagten på at få et brugbart resultat med hjem til Luxembourg. I nærkampene gik gæsterne til stålet, og flere gange måtte særligt Gustav Isaksen tage til takke med en alt for sen tackling.
Med ti minutter til pause blafrede nettet langt om længe bag Eldin Latik. Et hjørnespark blev forlænget af Juninho, og tæt på mål stod forsvarskollega Henrik Dalsgaard. FCM-anføreren prikkede bolden det sidste stykke over stregen, og selvom en Niederkorn-forsvarsspiller fik clearet, var det ikke til at overse, at kuglen allerede havde været i mål.
1-0 og en vigtig scoring i bestræbelserne på at dræbe spændingen inden næste uge i Luxembourg.
FCM-presset fortsatte ufortrødent efter pausen. Først var Gustav Isaksen tæt på at udbygge føringen på en kontra, inden Emiliano Martínez trykkede af fra distancen og tvang Eldin Latik ud i en parade.
Med en time på stadionuret faldt 2-0-scoringen. Et skarpt indlæg fra Henrik Dalsgaard endte i hovedet på indskiftede Sory Kaba, der sikkert stangede kuglen i nettet.
Hjemmeholdet var i kontrol resten af kampen, og dansede længe omkring den varme grød på Niederkorns banehalvdel. Ikke desto mindre udeblev den tredje scoring på en aften, hvor Jonas Lössl blot havde brug for at gøre sig gældende i én, ikke for alvor farlig, situation.
Nu venter der 3F Superligabold på søndag, inden returopgøret finder sted torsdag i næste uge i Luxembourg.
Start XI (4-4-2): Jonas Lössl, Henrik Dalsgaard, Ingi Ingason, Juninho, Nikolas Dyhr, Emiliano Martínez, Kristoffer Olsson, Oliver Sørensen, Aral Simsir, Gustav Isaksen, Cho Gue-sung.
Indskiftninger: Sory Kaba (46′), Marrony (67′), Iver Fossum (67′), Victor Bak (79′), Armin Gigovic (83′).