Med tre mål i de første tre ligakampe blev Cho Gue-sung nomineret til månedens spiller for juli i 3F Superliga.
Den sydkoreanske landsholdsspiller er glad for sin start i klubben, og forud for torsdagens møde med Omonoia FC sætter han ord på den første tid på dansk jord.
– Det er min første gang i Europa. Jeg er virkelig glad for at være i Midtjylland, og alle i og omkring klubben har taget godt imod mig. Mit første mål var vigtigt for mig, og at jeg nu har scoret to yderligere betyder meget. Vores hold, spillerne, trænerne og alle omkring klubben har gjort det nemt for mig at falde til, siger Cho.
I morgen venter der en ny – og anderledes opgave – når FC Midtjylland går ind til 3. kvalifikationsrunde i Conference League i den cypriotiske hovedstad, Nicosia.
– Kampene i Europa er anderledes. Der er en anden atmosfære, og det er noget, man ser frem til som spiller.
– Jeg vidste faktisk ikke noget om Cypern, inden jeg kom hertil. Jeg er blevet fortalt, at her er nogle stærke hold, der spiller en smule anderledes end klubberne i Danmark, fortæller Cho.
Den 25-årige angriber scorede ikke i opgørene mod FC Progres Niederkorn, men i morgen håber han på at kunne notere sig for sit første europæiske mål i det midtjyske:
– Jeg går altid på banen for at score, så det er også mit mål i morgen, siger han med et smil.
Opgøret mod Omonoia FC skydes i gang torsdag kl. 19.00 dansk tid. Kampen er FC Midtjyllands optræden nr. 107 i europæisk fodbold.