Førsteholdet

Arne Sandstø forventer tæt og hård kamp i den cypriotiske varme

FC Midtjyllands nye First Team Coach, Arne Sandstø, forventer en hård kamp mod Omonoia FC, der ifølge vejrprognoserne skal spilles i 30 graders varme.

10/08/23
Christian Rothausen
Foto: Getty Images

For knap en måned siden tiltrådte Arne Sandstø som ny First Team Coach i FC Midtjylland. Her arbejder den tidligere Jerv-cheftræner tæt sammen Thomas Thomasberg og assistent Niels Lodberg med alt lige fra træningsplanlægning og -eksekvering til fokus på den individuelle spillers behov.

Arne Sandstø er ny First Team Coach

– Starten har været hektisk, og der har været mange ting at sætte sig ind i. Men nu begynder det hele at sætte sig, så jeg begynder også at kunne byde ind og sætte mit præg på tingene. Lige nu handler det særligt om at give dem, der ikke spiller så meget, lidt ekstra opmærksomhed, så alle er klar til at præstere, når det gælder.

– Alt i alt har det været godt, og der er mange flinke folk her. Jeg har fået en rigtig god modtagelse, siger Arne Sandstø efter onsdagens træningspas på Omonoia FC’s hjemmebane, GSP Stadium.

– Dygtigt hold med gode individualister

I aften står FC Midtjylland overfor Omonoia FC på cypriotisk grund. Begge klubber har kvalificeret sig til europæisk gruppespil tre sæsoner i streg, og den 56-årige nordmand forventer et tæt opgør mellem to kompetente mandskaber:

– Vi har set en del på Omonoia, og de er et dygtigt hold med vældigt gode individualister. Ligesom os er de vant til at spille europæisk fodbold. Vi skal hænge sammen som hold, men samtidig køre på, når mulighederne byder sig, så vi kan straffe dem, når de åbner op.

– Jeg forventer en kamp, hvor vi skal være kompakte, hvad enten vi står højt eller lavt. Vi skal være dygtige i de små rum, så vi vinder bolden hyppigere og på den måde formår at angribe oftere. I weekenden blev vi strukket for meget i kæderne, og det skal vi have ændret på til den her kamp, siger Arne Sandstø.

Selvom torsdagens dyst ikke per definition bliver afgørende – men blot er den første af to opgør mellem de to mandskaber – er midtjyderne taget til den populære ferieø med en klar målsætning:

– Det bedste resultat er at vinde, og det går vi selvfølgelig ud for at gøre. Vi skal have et brugbart resultat med hjem, og allerhelst et scenarie hvor vi har scoret flere mål end dem.

30 grader ved kampstart

Ligesom tilfældet var mod AEK Larnaca for et år siden, da FCM mødte en anden cypriotisk klub – beliggende 40 minutters kørsel fra torsdagens kampplads i Nicosia – spilles der i en høj varme.

Prognoserne lyder på cirka 30 grader ved kampstart kl. 20.00 lokal tid (19.00 dansk tid, red.), og det har fået holdets fysiske stab til at tage flere værktøjer i brug. Heriblandt et øget fokus på væskebalancen med ekstra drikke indeholdende vand, salt, mineraler og kulhydrater efter hvert eneste måltid. Både i dagene op til kampen samt på selve kampdagen.

Men også på taktikbrættet kan varmen få betydning, fortæller Arne Sandstø:

– Først og fremmest skal vi variere presset i forhold til, hvornår vi går højt, og hvornår vi ikke gør. Jeg tror ikke, nogen af holdene kan holde til at presse højt en hel kamp i varmen. Derudover bliver det vigtigt at kunne hvile med bolden, når muligheden byder sig.

Cho inden Omonoia: Går altid på banen for at score