Førsteholdet

Franculino reagerer på debutant-scoring

Franculino Djú både debuterede og blev matchvinder i søndagens sejr over Vejle. Få en dugfrisk reaktion fra det 19-årige stortalent her.

13/08/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Han var med i det tilkæmpede straffespark og flere andre gode situationer. Men særligt da der stod 59 minutter på stadionuret, viste den 19-årige angriber fra Guinea-Bissau sit uomtvistelige talent.

Med en skarp udfordring snørrede han VB-forsvareren, Oliver Provstgaard, inden bolden blev lagt tørt over i det lange hjørne.

Den første scoring – tilmed i sin debut – for Franculino Djú, som efter kampen sagde følgende om de første officielle minutter i FC Midtjylland siden skiftet fra S.L. Benfica tidligere på sommeren:

– Det var en god følelse at få min debut, og jeg nød alle de minutter, jeg fik. Nu er mit håb, at jeg kan fortsætte og blive ved med at hjælpe holdet, siger den unge angriber, som spillede de første 68 minutter.

Særligt scoringen vækker glæde hos matchvinderen.

– Jeg er virkelig glad for mit mål, og den støtte, jeg har fået fra alle omkring mig – særligt mine holdkammerater – betyder meget for mig. De spiller allesammen en rolle i, at jeg kunne komme ind og gøre en forskel i dag.

Flot fight og tre vigtige point

Franculino kunne juble ned mod et fyldt away-afsnit, hvor han nåede at levere et solidt håndtegn, inden holdkammeraterne omringede ham.

– Det var virkelig godt. Det var bare en fantastisk følelse, fortæller han med et smil.

Til sidst var det tid til at gøre en status på den første tid i FC Midtjylland, der har budt på en ny hverdag med både anderledes kultur og et ukendt sprog.

– I øjeblikket har jeg en følelse af, at jeg tilvænner mig mere og mere dag for dag. Selvom sproget er svært, gør jeg alt, hvad jeg kan, og det bliver bedre hele tiden. Alt i alt er jeg utroligt glad for at være her, siger Franculino.

Skaf billetter til torsdagens europæiske brag