Det sidste skridt i jagten på det fjerde europæiske gruppespil på stribe. Torsdag gæstede den aktuelle nr. 1 i Polen, Legia Warszawa, det midtjyske i første af to playoffopgør i ECL-kvalifikationen.
Der var lagt op til et målrigt opgør. FCM gik på banen med ambitionen om et godt udgangspunkt inden næste torsdag, mens polakkerne havde avanceret med samlet 6-5 og 5-4 i de to kvalifikationsrunder forinden.
Kampen startede også hektisk, og Oliver Sørensen fik den første store mulighed efter blot fem minutter, da den tidligere akademispiller i en farlig position sparkede få centimeter over mål.
Efter et kvarter faldt den første scoring. Juninho, som pt. spiller på et højt niveau uge efter uge, kom forrest på et Kristoffer Olsson-hjørnespark og stangede kuglen i netmaskerne til 1-0. En flot scoring, der tændte op for MCH Arena.
Føringen varede kort. Med 25 minutter på stadionuret udnyttede Legia et uforberedt FCM-forsvar, der ad to omgange ikke fik sat en prop i et polsk angreb fra højresiden. For enden af et indlæg mod forreste stolpe fik spanske Marc Gual hovedet på bolden, som strøg ind bag Jonas Lössl. 1-1.
Det blev lige så underholdene som lovet. Ti minutter før pause viste Franculino Djú ægte angriber-instinkt, da det 19-årige stortalent kom først på en nedfaldsbold i feltet. Afslutningen gik i mål, og pludselig var værterne igen foran. Denne gang med 2-1.
2. halvleg startede med et tungt FCM-pres, og både Franculino Djú og Aral Simsir bed godt fra sig. Ikke desto mindre var det Legia, som fik udlignet efter en times spil, da Bartosz Slisz headede et frispark i kassen.
Udligningen stoppede ikke Thomas Thomasbergs tropper, som kørte ufortrødent på. I det 72. minut blafrede netmaskerne igen, da Franculino Djú nok en gang var vågen på stregen efter et flot midtjysk opstil. 3-2. Angriberens sjette mål i fire kampe.
Med fem minutter igen nettede Legia endnu en gang. Målet opstod via en omstilling, hvor indskiftede Blaz Kramer sparkede knaldhårdt og højt i det korte hjørne.
Dermed endte det hele 3-3 i et sandt målorgie, og kravet er nu en flot udebanepræstation næste torsdag, hvis ambitionen om endnu et europæisk gruppespil skal realiseres.
Start XI (4-4-2): Jonas Lössl, Henrik Dalsgaard, Stefan Gartenmann, Juninho, Paulinho, Emiliano Martínez, Oliver Sørensen, Armin Gigovic, Kristoffer Olsson, Aral Simsir, Franculino Djú.
Indskiftninger: Nikolas Dyhr (33′), Adam Gabriel (73′), Marrony (73′), Júnior Brumado (73′), Charles (84′).