Førsteholdet

Júnior Brumado udlejes til Hansa Rostock

Júnior Brumado udlejes til F.C. Hansa Rostock i den tyske 2. Bundesliga på en etårig lejeaftale.

01/09/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Den 24-årige brasilianer skiftede til FC Midtjylland i januar 2020, og sidenhen er det blevet til 94 kampe og 13 mål i den sort-røde trøje.

Nu skal Júnior Brumado spille resten af 23/24-sæsonen i tyske Hansa Rostock, som ligger på en aktuel andenplads i den næstbedste række, 2. Bundesliga.

Svend Graversen håber, at angriberen kan få karrieren tilbage på rette køl efter en turbulent tid med skader.

– Desværre er store dele af Júniors tid i Midtjylland blevet spoleret af skader. Vi ved hvilket niveau, han kan besidde, men han har brug for at komme ind i et kontinuerligt forløb med fast spilletid, siger sportschefen og fortsætter:

– Júnior er en fantastisk fyr, som fortjener alt det bedste. Derfor er vi glade for, at han nu får denne mulighed, og så håber vi, at vi kommer til at se en sprudlende Júnior i en spændende og stærk tysk liga.

Lejeaftalen løber frem til 30. juni 2024, og fra FCM’s side skal der lyde et held og lykke med udfordringerne i tysk fodbold.

Vigtig hjemmekamp søndag

På søndag venter endnu en vigtig hjemmekamp i 3F Superliga, når AGF gæster MCH Arena. Støtten har været eksemplarisk hidtil i sæsonen, og spillerne har endnu en gang brug for lyden fra publikum i jagten på de tre point.

Har du endnu ikke købt billet, kan du læse mere nedenfor.

Billetinfo FCM v AGF