Førsteholdet

Det bemærkede vi mod FCK

Lørdag sejrede vi på flotteste vis med 0-2 i Parken på mål af Ola Brynhildsen og Oliver Sørensen. Nedenfor kan du læse fem ting, vi særligt bemærkede i sejren over F.C. København.

02/10/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Der blev lagt en flot arbejdsindsats for dagen og serveret to flotte scoringer foran et fyldt awayafsnit, da vi lørdag besejrede FCK i løvernes hule med 0-2.

Men udover ovenstående, hvad kan vi så ellers hæfte os ved den tredje sejr på stribe? Læs med nedenfor og bliv klogere på de 90 minutter – og mere til.

Masser af afslutninger

Man skal afslutte for at score. Og den statistik lever Thomas Thomasbergs tropper op til i øjeblikket. I skrivende stund har holdet leveret minimum ti skud i de seneste ni opgør, og vi skal helt tilbage til hjemme mod Brøndby den 20. august, hvor man kun sparkede mod kassen ni gange.

Ifølge Opta Stats blev det i weekendens sejr til 15 afslutninger, heriblandt fem der ramte indenfor målrammen. Det resulterede i 1,15 Expected Goals og to flotte scoringer.

Thomasberg i Parken

Før kampen mod FCK forholdt vi vores cheftræner til hans gode statistik i Parken, der forinden lød på tre sejre i de seneste fem besøg.

– Vi fik i Randers på et tidspunkt færten af, at man kan gøre noget i Parken. Og det er også den fært og tro, vi skal have i morgen. Vi tager derover for at give dem kamp til stregen og bringe noget ind, hvor vi forsvarer rigtig godt, men samtidig angriber dem, så de skal forholde sig til os den anden vej, sagde Thomasberg til fcm.dk i optakten forud for mødet med FCK.

Og endnu en gang viste han sig at have et godt tag på københavnerne i nationalarenaen. Sejren betyder også, at Thomas Thomasberg er den blot anden træner i historien til at vinde tre kampe i træk i Parken (den første var Ebbe Skovdahl, Brøndby IF, i 1996, red.).

Oliver Sørensens maskine

Som altid – fristes man til at sige – var Oliver Sørensen den FCM’er, som løb flest meter. Denne gang noterede den tidligere akademispiller sig for 13.114 tilbagelagte meter på græstæppet. Samtidig ligger han også blandt toppen, når det kommer til andre fysiske statistikker såsom højintense løb på over 25 km/t.

Men denne lørdag fik Sørensen også lagt ekstra output på maskinen, da han i det 71. minut scorede sit blot andet mål i 3F Superliga – og så endda i den arena, hvor han fik debut tilbage i 2020.

– Det var en fed følelse at score. Det er stort, og jeg tror stadig lige, jeg skal sluge den, sagde vores midtbanekriger blandt andet efter kampen.

Dominans i luften

Ser man på 3F Superliga-statistikkerne for sæsonen, er der fortsat flere steder, vi kan forbedre os. På et specifikt punkt topper vi dog allerede listen; vundne dueller. Ifølge 3F Superligas egne statistikker er det blevet til 370 af slagsen i de hidtidige ti kampe, og det er flere end noget andet hold i rækken.

Mod FCK var det særligt luftduellerne, hvor de midtjyske spillere satte sig igennem. Begge scoringer faldt få sekunder efter en vunden luftduel, og dykker man ned i statistikkerne fra Opta, viser det sig, at de bordeauxrøde FCM’ere kom ud som sejrherrer i 56,5 procent af opgørets luftdueller. En klar dominans sammenlignet med FCK’s 43,5 procent.

En ubesejret stime

Alle i FCM er bevidste om, at træerne ikke vokser ind i himlen. Det hårde arbejde fortsætter, og på søndag venter Randers i et spændende opgør på MCH Arena.

Ikke desto mindre er det vigtigt at nyde sejrens sødme, der nu er på tre kampe i streg. Faktisk er midtjyderne ubesejret de seneste seks opgør, hvis man tager pokaldysterne mod Næstved og Aabenraa med.

Der er dermed et fundament at bygge videre på, og den næste periode bliver vigtig i bestræbelserne på FCM’s jagt på at hægte sig fast i toppen af 3F Superliga-tabellen.

Billetinfo FCM v Randers