Førsteholdet

Thomasberg om første møde med Randers siden trænerskiftet

199 dage efter ansættelsen som cheftræner i FC Midtjylland står Thomas Thomasberg søndag overfor sin tidligere klub, når Randers FC gæster MCH Arena.

06/10/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

I fodboldverdenen går det stærkt, og både spillere og trænere river fra den ene dag til den anden teltpælene op og drager mod nye udfordringer.

Det skete for netop Thomas Thomasberg, da han den 23. marts 2023 blev ansat som cheftræner i FC Midtjylland. Søndagens møde med Randers FC er en anledning til at se tilbage på dengang for knap syv måneder siden, da han tog afsked med kronjyderne efter fem år i sædet.

– De første dage er altid specielle. Og særligt i den første kamp er det specielt at stå med en anden trøje på, og det man så har været igennem – i mit tilfælde gennem rigtig mange år med Randers – er pludselig noget andet med nogle nye folk. Det føles lidt uvirkeligt, men så bliver det dagligdag og naturligt, og nu er det jo ved at være mange kampe siden, siger Thomasberg og fortsætter:

– Selvfølgelig følger man de hold, man tidligere har trænet, lidt ekstra, fordi man har haft med mange af spillerne og staben at gøre. Det var også specielt, da jeg seks kampe inde i min Randers-tid mødte Hobro, og det vil jeg nok også føle på søndag, selvom der er gået længere tid.

– Da vi spillede pokalkamp i Næstved, mødte vi tilfældigvis Randers på hotellet, og her blev jeg da lige mindet om, at jeg faktisk har gået op og ned ad dem i fem år. Jeg har en historie med mange derfra både på og udenfor banen, som jeg heldigvis ser tilbage på med glæde. Når man møder dem, er det selvfølgelig med et smil på læben.

Selvom de er ansat i hver sin 3F Superligaklub, holder Thomas Thomasberg også fortsat kontakten med en række nøglepersoner i Randers.

– Jamen det er jo Søren Pedersen, Rasmus Bertelsen og Ralf Pedersen (hhv. sportschef, cheftræner og assistenttræner i Randers, red.). Nogle af spillerne har jeg skrevet med, hvis der har været nogle specielle episoder, eksempelvis da Edgar (Babayan, red.) blev skadet i knæet for nogle uger siden, hvor jeg sendte en lille hilsen til ham. Det er jo fordi, vi har et godt forhold, og jeg glæder mig da til at se dem igen.

– Det handler om vores eget spil

Adspurgt til om den midtjyske cheftræner kan bruge sit indgående kendskab til søndagens modstander, fortæller han:

– De har ændret nogle småting. Efter en svær start er de nu i en god forfatning med ti point i fem kampe. Der er noget viden, jeg ikke har om andre hold, og det håber jeg naturligvis at kunne bruge. Omvendt har jeg jo ikke ændret radikalt på, hvordan jeg træner og sætter et hold op, så det går vel lidt begge veje.

– Mere skal vi heller ikke bruge det. Det handler om vores eget spil, som vi skal være gode og dygtige til, og vi skal have nok kvalitet til at hente de tre point, pointerer Thomasberg.

Video: På køretur med Mads Bech Sørensen

FCM har ikke tabt til Randers i 28 3F Superligakampe. Statistikken lyder på 22 sejre og seks uafgjorte – en statistik, Thomas Thomasberg nu ønsker at udbygge, men som gav ham grå hår, da han sad i det modsatte trænersæde.

– Først og fremmest håber jeg, at vi kan holde gang i den her helt fantastiske stime, som jeg altid har været så træt af, når jeg er blevet spurgt til den anden vej.

Hvad tror du, det skyldes, at FCM har et så godt tag på Randers?

– Det er svært at svare på, fordi så havde jeg jo lavet det om i sin tid. Der har været nogle omstændigheder i kampene, som har gjort, at vi i min tid ikke har været dygtige nok. Midtjylland har været sindssygt skarpe, og de har fået tilfældighederne til at tippe deres vej. Det skal vi holde ved.

Stor tro på tingene

Denne uge på træningsbanen har været ekstra sjov efter 0-2-sejren i Parken i seneste spillerunde, og holdet går ind til søndagens opgør med stor tro på tingene.

– Vi fik vist, at vi er i live og sendt et signal til omverden. Det er altid godt at vinde, og ekstra godt at gøre det mod FCK, og nu skal vi bevise, at vi kan vinde uge efter uge.

– De sidste tre uger har vi kunnet træne mere intensivt og dermed fået finpudset en masse ting. Jeg føler, der har været en stor forskel på træningsbanen med en høj intensitet, lyder det fra Thomasberg.

Der er kickoff på MCH Arena søndag aften kl. 18.00, hvor der er stor efterspørgsel på billetter. Læs mere nedenfor, hvis du ønsker at skaffe adgang.

Få billetter tilbage v Randers