I sommer købte FC Midtjylland den sydkoreanske landsholdsspiller Cho Gue-sung. Angriberen har siden leveret seks mål og to oplæg og er blevet kendt for sin utrættelige indsats på banen.
Til fredagens 3F Superliga-opgør mod Lyngby BK gæster Park Ji-sung MCH Arena, og med sig har han sin gode ven fra tiden i Manchester United, den tidligere franske landsholdsspiller Patrice Evra.
Park Ji-sung er i dag teknisk direktør i Jeonbuk Hyundai Motors – Chos tidligere klub – og han har derfor en nær relation til vores 10’er. Sammen med Patrice Evra er han denne weekend i Herning og Ikast, hvor de laver en dokumentar om Cho, som skal vises på en stor sydkoreansk streamingtjeneste.
Tilsammen optrådte de to spillere 583 gange for Manchester United, hvor de vandt Champions League og Premier League henholdsvis fire og fem gange.
Mød Evra og Park i fanzonen før kampen
Forud for 3F Superliga-opgøret kigger både Park og Evra forbi Vestjysk Bank Fanzonen, hvor de har sørget for en kaffevogn, der serverer gratis drikke til alle fans fra kl. 17.00. I Sydkorea er det nemlig en velkendt og respektfuld gestus at medbringe en kaffevogn for at udvise støtte til sine idoler, og samtidig er det en måde, hvorpå man kan sende held og lykke.
De to tidligere Manchester United-profiler er til stede i fanzonen fra kl. 17.30 til 18.00.
Du kan finde det fulde program for fanzonen herunder.