Det er ikke hver dag, en tidligere akademispiller runder 100 kampe for førsteholdet.
I tirsdagens pokalkamp mod F.C. København blev Nikolas Dyhr skiftet ind i det 65. minut, og dermed noterede den 22-årige venstre back sig for et trecifret antal førsteholdskampe i det midtjyske.
Nikolas Dyhr kom til FCM i 2016 fra AC Horsens. Han har sidenhen arbejdet sin vej op gennem akademiet, hvor han blandt andet var med til at spille U19-holdet frem til en kvartfinale i UEFA Youth League to sæsoner i streg.
Førsteholdsdebuten faldt den 11. august 2019 i en ligakamp mod netop AC Horsens, og han har sidenhen været med til at vinde et dansk mesterskab og to pokaltitler. Undervejs i de nu 100 kampe er det blevet til tre scoringer og fem assists, heriblandt et vigtigt mål på hjemmebane i Europa League-gruppespillet 21/22 mod Røde Stjerne.
Der skal lyde et stort tillykke med milepælen til den tidligere akademispiller.
Top 5 over førsteholdskampe i truppen
221 – Jonas Lössl
170 – Joel Andersson
165 – André Rømer
158 – Paulinho
120 – Kristoffer Olsson