Det var tæt, men alle tre point kom i hus, da FC Midtjylland søndag besejrede FC Nordsjælland med 2-0. Målene blev sat ind af Oliver Sørensen og Darío Osorio, og fra bagkæden kunne midterforsvarer Sverrir Ingi Ingason se sit hold spille en solid kamp.
– Det var en svær kamp mod en god modstander. I 1. halvleg synes jeg, vi havde de største chancer. Efter pausen blev det mere kontrolleret, og det handlede om, hvem der scorede det første mål. I starten af 2. halvleg spillede vi vores bedste spil; vi gik højt i banen, pressede dem, erobrede en masse bolde og fik scoret, siger Ingi Ingason og fortsætter:
– Efter målet forsvarede vi os godt som hold, og alt i alt synes jeg, det var en fortjent sejr med stærke præstationer fra alle drengene.
Den islandske landsholdsspiller hæfter sig ved clean sheetet, der betyder ekstra meget for det midtjyske mandskab, som bygger på uge for uge.
– Virkelig vigtigt. Vi har arbejdet hårdt, og selvom vi har vundet på det seneste, har vi ikke formået at holde buret rent. Det kom i dag, så der er mange positive ting at tage med og bygge videre på.
– Holdet er særdeles kompetitivt. Vi har mange nye spillere, som er kommet til i løbet af sommeren – nogle senere end andre. Vi bygger på hver eneste uge og lærer hinanden bedre og bedre at kende.
Nu ser den erfarne stopper frem mod de sidste to kampe før vinterpausen, hvor Silkeborg og Viborg venter på henholdsvis JYSK Park og MCH Arena.
– Nu har vi sat en masse sejre sammen, men der er to kampe tilbage før vinterpausen, som vi også vil vinde. Det er vigtigt, at vi ligger så højt i tabellen som muligt, hvorefter vi får tid til at bygge endnu mere på som gruppe, siger Ingi Ingason.
Men sejren placerer FC Midtjylland sig igen på tredjepladsen – á point med Brøndby på andenpladsen og tre point op til FC København helt i toppen.
Sejrsstimen fortsætter – læs referat, statistikker og Heat Maps