Reserveligaen

Tre mål til hver i begivenhedsrig Future Cup-deler

Der var masser af mål, da et ungt FC Midtjylland-hold torsdag eftermiddag spillede 3-3 ude mod Viborg i Future Cup.

16/11/23
Christian Rothausen
Foto: FC Midtjylland

FCM gav spilletid til fire spillere, der også var på banen i weekendens 3F Superligasejr, mens værterne undervejs benyttede sig af hele 12 gengangere fra seneste spillerunde.

Det hele endte 3-3 i en højdramatisk affære, hvor åbningsmålet indtraf efter otte minutter på selvmål af Juninho. Brasilianeren gjorde i weekenden comeback fra sin skade med et sent indhop og fik altså også værdifulde minutter i benene i dag.

FCM’erne var hurtige til at svare tilbage, da Nikolas Dyhr bragte balance i regnskabet med et indlæg, der strøg ind bag Lucas Lund i Viborg-målet.

Undervejs i 2. halvleg kom viborgenserne tilbage i førersædet, da indskiftede Jeppe Grønning udnyttede en opspilsfejl fra midtjyderne og gjorde det til 2-1.

Igen formåede FCM at svare tilbage, da Stanley Iheanacho høstede frugterne af et godt stykke forarbejde fra André Rømer og smækkede læderkuglen højt i målet.

Netmaskerne fortsatte med at blafre, og få minutter efter Iheanachos scoring bragte Viborg sig igen foran på mål af Nigel Thomas. Nok en gang viste et ungt midtjysk mandskab dog god holdånd og udlignede til 3-3, da 17-årige Sofus Johannesen kom på tavlen kort før slutfløjt.

Mere skete der ikke, og dermed måtte de to hold deles om pointene.

Viborg FF 3-3 FC Midtjylland (1-1)

8′ 1-0 Selvmål
14′ 1-1 Nikolas Dyhr
49′ 2-1 Jeppe Grønning
63′ 2-2 Stanley Iheanacho
66′ 3-2 Nigel Thomas
87′ 3-3 Sofus Johannesen

FCM XI

Oscar Hedvall, Lee Han-beom, Mads Bech, Juninho, Nikolas Dyhr, Jonatan Lindekilde, Iver Fossum, André Rømer, Mikel Gogorza, Stanley Iheanacho, Ola Brynhildsen.

Bænken: Nicholas Beetson, Adam Nygaard, Gustav Bjerge, Sofus Johannesen, Christian Jørgensen, Alamara Djabi, Nicolaj Tornvig, Julius Voldby.

VFF XI

Lucas Lund, Lukas Kirkegaard, Zan Zalatel, Jakob Bonde, Mads Søndergaard, Jamie Jacobs, Jean Manuel Mbom, Magnus Westergaard, Serginho, Nigel Thomas, Renato Júnior.

Se stillingen og dyk ned i kampprogrammet i Future Cup her.