I efterårets pokaldyst mod F.C. København rundede den tidligere akademispiller Nikolas Dyhr 100 førsteholdskampe for FC Midtjylland. Nu lukkes det midtjyske kapitel, og et nyt skal skrives i USA, hvor MLS-klubben St. Louis City har købt venstrebacken.
– Selvfølgelig er det svært at skulle forlade Midtjylland. Jeg har spillet her i utroligt mange år og været glad for at være her, så det er noget, jeg lige skal vænne mig til. Men det er det rette tidspunkt for mig at skulle ud at prøve noget nyt, siger venstre backen og fortsætter:
– Klubben har betydet meget. Det er dem, der har udviklet mig, siden jeg var 14 år. Jeg har været igennem det hele, og jeg har fået nogle fede oplevelser med både Youth League og 100 kampe på CV’et. Det er ikke alle, der får det, så det er et stort skulderklap.
– Nu glæder jeg mig til udfordringerne, der venter i USA. Fodbold er gået i den rigtige retning derovre, og jeg ser frem til forhåbentligt at få en masse spilletid og nogle store oplevelser. Jeg kommer over til et hold, der virkelig vil mig, og ligesom Midtjylland har nogle helt nye, fantastiske faciliteter.
Nikolas Dyhr kom til FCM fra AC Horsens, og han har sidenhen arbejdet sin vej op igennem akademiet. Førsteholdsdebuten faldt den 11. august 2019 i en ligakamp mod selvsamme AC Horsens, og han har et dansk mesterskab og to pokaltitler på CV’et.
– Nikolas er en talentfuld ung spiller, som tidligt gjorde sig gældende i Superligaen. Han er i en hård konkurrencesituation og ønsker kontinuerlig spilletid for at fortsætte sin udvikling, og skiftet til MLS giver god mening for alle parter, fortæller sportschef Svend Graversen og uddyber:
– Vi har sat rigtig stor pris på Nikolas’ utrættelige indsats i klubben, og det har været en fornøjelse at følge hans udvikling fra akademiet og til nu at have flere end 100 kampe for førsteholdet. Vi ser frem til at følge ham i USA og ønsker ham al mulig held og lykke i hans karriere.
St. Louis City vandt Western Conference i sidste sæson, men måtte se sig slået af Sporting Kansas City i ottendedelsfinalerne. Sæsonen i MLS følger kalenderåret, og St. Louis indleder den nye sæson mod Erik Sviatchekos Houston Dynamo i Concacaf Champions Cup den 21. februar.
– Jeg vil også gerne sige stort tak til mine holdkammerater. De har betydet meget for mig. Det er fedt, når man går glad på arbejde hver dag, og det har jeg gjort på grund af alle mine holdkammerater gennem tiden, lyder det fra den tidligere akademispiller til slut.
Vi ønsker Nikolas Dyhr alt det bedste på den anden side af Atlanten.
Den endelige transfer er betinget af godkendelse hos MLS.