Klubben

Citater fra dagens pressemøde

Læs de vigtigste citater fra dagens pressemøde, hvor det blev offentliggjort, at Peter Sand er ny fodbolddirektør i FC Midtjylland, mens Svend Graversen overgår til en rolle som Director of International Affairs and Academies.

11/01/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Torsdag formiddag blev der præsenteret en ændring i den sportslige organisation i FC Midtjylland. Peter Sand er ny fodbolddirektør i klubben, mens Svend Graversen overgår til en ny rolle som Director of International Affairs and Academies.

FC Midtjylland styrker den sportslige organisation

– Allerede for over et år siden lavede vi en kontrakt, hvor der stod, at Svend gerne ville til udlandet, når timingen var der. Vi har i bestyrelsen diskuteret, hvordan vi kan få sat Svend i spil, sådan så den kultur og FCM-dna, han har, bliver bedst muligt udnyttet, sagde administerende direktør Claus Steinlein om Svend Graversens nye rolle og fortsatte:

– Det stod rimelig hurtigt klart, at når vi kigger overordnet på det, har vi et godt netværk omkring køb og salg af spillere. Vi har mange folk, der er dygtige til den del, og det har vi bevist igennem mange år. Derfor besluttede vi, at vi ikke har brug for en ny sportschef, der er god til at sælge og købe fodboldspillere. De kompetencer besidder vi masser af i forvejen.

– Vi har brug for en, der kan være med til organisere FC Midtjylland og en, der har en langvarig uddannelse. En der har masser af ledelseserfaring. Selvfølgelig skal man stadig vide noget om produktet fodbold og gerne også den kultur, vi har i vores region.

– Peter stoppede med at spille fodbold i 2008. Den vilje, han har brugt på fodboldbanen, har han overført til at skabe en flot erhvervskarriere, hvor han senest har været direktør for over 125 ansatte. Peter er plug and play i forhold til at få noget ledelseserfaring ind i virksomheden.

– Det er en sjælden kombination at kunne finde en tidligere professionel fodboldspiller, med en langvarig uddannelse og en stor erhvervskarriere. Vi har fundet ham på det helt rigtige tidspunkt, og han passer 100 procent til den jobbeskrivelse, vi har sat ind.

Kristian Kjær er i samme ombæring blevet udnævnt til Technical Director, hvor han skal være med til at strukturere FC Midtjyllands køb og salg af fodboldspillere.

De rette kompetencer

Claus Steinlein blev suppleret af den nyudnævnte fodbolddirektør, Peter Sand, som ankommer fra en stilling som administrerende direktør hos Eurofins Vitamin Testing A/S.

Gense dagens pressemøde

– Først og fremmest er jeg super glad og stolt over at være tilbage i Midtjylland i en så spændende rolle. Jeg er overbevist om, at den er skræddersyet til den profil, jeg har. Jo mere, jeg har været i processen, jo mere spændende ser jeg den her mulighed.

– Jeg har arbejdet med ledelse i mange år, men at komme tilbage til fodbolden som omdrejningspunkt, har jeg i den her proces kunne mærke var det helt rigtige.

– Siden 2008 har jeg arbejdet med organisationsudvikling og ledelse, og det gør, at jeg føler, jeg har de kompetencer, der skal bringes i spil fremadrettet for at få Midtjylland op på det næste niveau, sagde Peter Sand.

Den internationale kobling

Svend Graversen overgår til sin nye rolle efter mere end seks år som sportschef, hvor han har vundet to danske mesterskaber, to pokaltitler og kvalificeret sig til tre europæiske gruppespil – herunder Champions League.

– Min tid er inde til nye udfordringer i et andet miljø, både fagligt, personligt og familiært, men det glæder mig, at jeg fortsat skal være en del af FCM, og jeg ser frem til at træde ind i min nye rolle, hvor jeg med andre oplevelser, indtryk og perspektiver skal bidrage på ny.

– Vores organisation og forretning vokser, og det medfører, at nye arbejdsgange, markeder og partnere skal integreres og udvikles. Sammen med dygtige kolleger har jeg været med til at starte og udvikle vores akademi i Nigeria, jeg har været med til at etablere vores netværk i Sydamerika og senest vores samarbejde med Mafra.

– De erfaringer tager jeg med mig, og jeg ser frem til at dyrke den internationale kobling, udtaler Svend Graversen, der inden han overgår til rollen som Director of International Affairs and Academies har en periode med overlevering af opgaver.

– Jeg vil også gerne sige tak til Peter for at sige ja til jobbet. Jeg er helt sikker på, at han kommer til at kunne gøre en kæmpe forskel i Midtjylland. Vi er et sted, hvor vi har udviklet os rigtig meget, og vi har brug for, at der kommer en ind med hans kompetencer og sætter en endnu klarere retning, sagde Svend Graversen til slut.