Førsteholdet

Smalt nederlag til Molde

Molde hev sig sejrrigt ud af fredagens opgør i Atlantic Cup i Portugal med 2-1. Mads Bech Sørensen scorede det midtjyske mål.

02/02/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Denne eftermiddag bød på vinterens fjerde testkamp og den første i Atlantic Cup på træningslejren i Portugal, da norske Molde FK ventede på Estadio da Nora.

Modstanderen lagde hårdt ud, da Fredrik Guldbrandsen blev sendt i dybden efter blot to minutter. Alene med Martin Fraisl afsluttede den norske skarpretter koldt, fladt i det lange hjørne. 0-1.

FCM arbejdede på at svare tilbage, og efter et kvarters spil var det tæt på. Et indlæg fløj ind i panden på Juninho, som headede på overliggeren.

Brasilianeren var igen tæt på kort før pause efter oplæg af Ola Brynhildsen.

2. halvleg var en tæt affære, og først efter 69 minutter opstod den første store mulighed, da nordmændene var tæt på at udbygge via et flot frisparksforsøg, der strøg på overliggeren.

Kort tid efter udlignede FCM, da Mads Bech steg til vejrs og headede et hjørnespark i nettet til 1-1.

I slutfasen bragte Molde sig dog foran på ny, da indskiftede Veton Berisha på flot vis flugtede en nedfaldsbold i feltet ind bag Martin Fraisl.

Dermed endte det med et 2-1-nederlag. Nu venter en kamp mere i vinteropstarten, når Fredrikstad FK er modstanderen den 9. februar kl. 17.00 på Estádio Algarve.

Molde FK 2-1 FC Midtjylland (1-0)

3′ 1-0 Fredrik Guldbrandsen
72′ 1-1 Mads Bech Sørensen
83′ 2-1 Veton Berisha

Start XI: Martin Fraisl, Henrik Dalsgaard, Ingi Ingason, Mads Bech, Victor Bak, Oliver Sørensen, Armin Gigovic, Kristoffer Olsson, Ola Brynhildsen, Juninho, Aral Simsir.

Indskiftninger: Darío Osorio (46′), Adam Gabriel (63′), André Rømer (63′), Emiliano Martinez (70′), Charles (70′), Mikel Gogorza (70′), Lee Han-beom (82′), Valdemar Byskov (82′).