Førsteholdet

Stort interview med Darío Osorio: Jeg vil fortsætte

Darío Osorio fortæller om starten i FC Midtjylland, sin integration på holdet, livet i Danmark og ambitionerne for forårssæsonen.

03/02/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Den 31. august 2023 rykkede Darío Osorio teltpælene op og drog fra hjemlandet Chile til dansk fodbold.

I efteråret præsterede den unge landsholdsspiller fire mål i 11 kampe i FCM-trøjen, hvor han var stærkt medvirkende til holdets overvintring på 1. pladsen i 3F Superliga.

– Det har været virkelig intenst, og jeg har arbejdet hårdt på at blive vant til kulturen og sproget, samtidig med at vi har spillet en masse kampe, men jeg har det godt, starter Osorio med at fortælle i interviewet.

Særligt tilvænningen til fodboldstilen i Danmark har krævet tid, men offensiv-esset er ved at finde sig tilrette.

– Ligaen er mere taktiskt, intens og aggressiv. I Danmark er det vigtigt, at man kan arbejde defensivt, ligesom dødbolde betyder en del, siger han og sætter efterfølgende ord på sine holdkammerater:

– Vi har en virkelig god gruppe. Jeg har på fornemmelsen, at alle er tætte, og det føles som en familieklub. Selvfølgelig er der nogle begrænsninger, fordi jeg ikke taler så godt engelsk endnu, men min fornemmelse er, at alle hjælper hinanden og arbejder sammen.

Bygger på i Portugal

I Portugal er Darío Osorio indlogeret på værelse med en anden ung holdkammerat, der har brændt banen af i efteråret; Franculino Djú, som står noteret for 12 mål i 19 FCM-kampe og ligeledes skiftede til klubben i sommer.

– Han er en god fyr, vi er blevet gode venner, og vi prøver at hjælpe hinanden, siger Osorio med et smil.

Darío Osorio fortæller videre, at han nyder at være i Portugal med holdet efter et intenst efterår præget af flere landsholdsrejser og en tætpakket kampkalender.

– På banen går det godt, og jeg er sikker på, at træningslejren kommer til at hjælpe mig en del med at forstå, hvad det er vi vil på banen, fordi vi har så mange træninger sammen. Samtidig er vejret skønt.

– Det vigtigste er holdet

Den unge chilener byggede stille og roligt på i efteråret. I begyndelsen var der tale om få minutters indhop, herefter blev tiden på banen længere, og til slut spillede Darío Osorio fra start i en position på højrekant.

– Jeg vil fortsætte. Jeg vil give noget til klubben og mine holdkammerater med flotte præstationer. Selvfølgelig vil det være rart at score og være afgørende, men det vigtigste er, at holdet fortsætter med det, vi har gang i.

– Vi tager det skridt for skridt. Vi skal ikke tro, vi allerede er der. Vi er nødt til at blive ved med at fokusere på hver eneste kamp, så vi får resultater. På den måde kommer vi tættere på vores mål; europæisk fodbold og et mesterskab, lyder det afsluttende fra Osorio om ambitionerne for foråret.