Førsteholdet

Victor Bak med fortjent skulderklap: Udtaget til U21-landsholdet

Victor Bak gør comeback på ungdomslandsholdene med en nylig udtagelse for de danske U21-herrer. Nedenfor sætter den arbejdsomme back ord på milepælen og udviklingen bag.

14/03/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

I går blev truppen til den kommende U21-landsholdsamling offentliggjort, og her fremgik det, at Victor Bak er tilbage i landsholdsregi for første gang siden U17.

– Først og fremmest er jeg rigtig glad for at blive udtaget. Sidste gang, jeg var med på landsholdet, var i U17, så det er en stor ting.

– Jeg var meget skadet, da jeg var i spil til U18, U19 og U20-landsholdene. Det, jeg har haft fokus på, er det, jeg kan gøre noget ved. Jeg har arbejdet stenhårdt, fortæller han.

Udover Victor Bak er Oliver Sørensen også udtaget for de danske U21-herrer, mens tre andre tidligere FCM’ere fra akademitiden i form af Oscar Fraulo, Pontus Texel og Mads Hansen ligeledes er iblandt.

– Det er noget, vi har snakket om, når jeg ikke har været med; hvor fedt det kunne være, hvis jeg en dag blev udtaget, så vi alle kunne komme til at spille sammen igen. Jeg glæder mig helt vildt.

U21-landsholdet rejser i første omgang til Østrig for at møde netop østrigerne i en testkamp den 22. marts, inden Litauen venter i EM-kvalifikationen den 26. marts på Vejle Stadion.

Hård konkurrence styrker

Efter to lejeophold – først i Hobro IK og senest i C.D. Mafra – er Victor Bak tilbage i FC Midtjylland.

I alt står den tidligere akademist noteret for 49 kampe i sin seniorkarriere, hvor 20 af disse er indtruffet i FCM. Senest med fuld spilletid i sejrene over FCK og Randers.

– Det er sindssygt lækkert. Det er jo det, jeg vil – at spille fast her. At få lov til at spille to fulde kampe, og så endda den ene mod FCK, har været kæmpestort.

– Min udvikling er gået den rette vej. Nu skal jeg lægge på i den offensive del i forhold til blandt andet mine indlæg, siger Victor Bak, som suger til sig fra den nærmeste konkurrent om spilletid, 29-årige Paulinho med 164 kampe for FCM, et dansk mesterskab, en pokaltitel og Champions League-deltagelse på CV’et.

– Når jeg spiller samme plads som Paulinho, der har en så lækker fod og laver så mange assists, er det klart, at jeg prøver at lære fra ham. Derudover har jeg Niels (Lodberg, red.), som sidder og analyserer blandt andet mine indlæg til træning og kamp.

– Konkurrencen er hundrede procent med til at styrke mig. Hver gang, jeg er ude på banen, skal jeg være bedre end ham for at spille.