Kampprogram

Thomasberg: Vi skal vinde på hjemmebane

Thomas Thomasberg forventer at møde et revanchelystent FCK-mandskab, men han vil angribe gæsternes tvivl, og han vil vinde.

11/04/24
Frits Nielsen
Foto: Daniel Stentz

Artiklen, du kan læse her, er en del af søndagens kampprogram, som du kan anskaffe dig fysisk på MCH Arena før kampstart. Her er der optaktsartikler, statistik, seneste nyt fra akademiet, og så får du et lod i pausekonkurrencen Halftime Hero.

Læs kampprogrammet: FCM – FCK

Sidste søndag vandt FC Midtjylland som bekendt 0-1 i Aarhus, mens F.C. København tabte 2-1 til FC Nordsjælland. Sidste års danske mestre er dermed seks point efter FCM før weekendens kamp.

Cheftræner Thomas Thomasberg forventer derfor at få besøg af et FCK-mandskab, der skal ud at vinde for at holde trit i mesterskabskampen.

– Vi skal angribe deres tvivl. Vi skal ud at klø på og ikke tænke på deres situation. Vi skal presse dem og ikke overlade noget til dem, lyder recepten fra Thomasberg, som derefter pointerer:

– Vi skal ud at vinde.

FCM’s spil de første to kampe i Mesterskabsspillet har ikke været blændende, men Thomasberg finder både trøst og optimisme i de point, der er sat i banken.

– Det er små detaljer, der er afgørende på nuværende tidspunkt. Vi må forvente, det bliver tætte kampe hele vejen igennem. Alle er konkurrencedygtige. Kampen mod FCN var lige, selvom vi tabte.

– Mod AGF havde vi fornuftig kontrol og styr på dem. De fik en stor chance til sidst, og kampen var et godt billede af, hvor tæt det er i Mesterskabsspillet, siger Thomasberg.

Generelt er han tilfreds med resultaterne, som i sidste ende er det, der tæller i tabellen.

God base i forsvaret

Thomasberg mener, at FCM i forsvaret har en god base.

– Vi har spillet til nul i de sidste fire ud af fem kampe. Vi har vundet de sidste 11 af 13 kampe og erobret 15 point i syv kampe i 2024. Vi kommer til noget offensivt i alle kampe. Alle modstandere har svært ved at holde os væk, konstaterer Thomasberg.

Men dermed ikke sagt, at cheftræneren er 100 procent tilfreds, for han vil selvfølgelig gerne se sine tropper producere endnu mere fremad.

– Vi søger lidt mere kynisme, og selvom vi har scoret mange mål, ser jeg gerne et højere niveau også individuelt, lyder det fra Thomasberg.

Der skinner klart igennem, at cheftræneren i sit oplæg til spillerne vil jagte endnu en sejr mod FCK og dermed sætte københavnerne af i mesterskabskampen.

– Vi skal vinde hjemme. Vi kommer ikke med et mindset om, at vi ikke må tabe. Fra start er målet tre point. Vi skal ud og at presse dem. Vi skal ud at vinde.