Kvindefodbold

FC Midtjylland Kvindefodbold styrker den kommercielle indsats

Stine Thulstrup tiltræder den 1. juli 2024 som kommerciel koordinater, hvor hun får en central rolle i at løfte de kommercielle forretningsområder relateret til kvindeinitiativet.

09/05/24
Mads Jakobsen
Foto: Daniel Stentz

I kølvandet på lanceringen af FC Midtjyllands elite-kvindehold samt pige-talentsektor tidligere på ugen, kan der nu sættes endnu et flueben i det ambitiøse klubprojekt.

I bestræbelserne på at etablere et fyrtårn, der inspirerer og skaber stolthed i hele den midt- og vestjyske region, ansættes 25-årige Stine Thulstrup i en nyoprettet stilling som kommerciel koordinator.

Med over fem års erfaring fra eventbranchen samt ledelse af flere større projekter for blandt andre DBU, Arbejdernes Landsbank og AiaSound Festiva, bliver Stine Thulstrup en afgørende spiller i FC Midtjyllands mål om at skabe et bæredygtigt setup med kommerciel vækst og udvikling.

En stærk forbindelse mellem sportslige ambitioner og kommercielle mål

For Stine Thulstrup er rollen i opbygningen af det regionale kvindefodboldprojekt en både spændende, vigtig og udfordrende opgave.

– Jeg går til opgaven med stor ydmyghed, men også med klare mål. Vi skal etablere en stærk forbindelse mellem vores sportslige ambitioner og vores kommercielle målsætninger, samtidig med at vi styrker vores samarbejde og relation til de 142 samarbejdsklubber i regionen, lyder det fra Stine Thulstrup.

– Min erfaring inden for events, projektledelse og forretningsudvikling giver mig en tro på, at vi i fællesskab kan sætte overliggeren for kvindefodbolden højt og på sigt blive det sportslige og kommercielle fyrtårn, som vi stræber efter at være for alle grupper.

Stine Thulstrup har selv været aktiv som elitespiller, assistenttræner og dommer, men fra den 1. juli 2024 vil hun bidrage med sine færdigheder inden for PR, marketing og events, når hun sammen med de eksisterende kræfter i FC Midtjylland og Vildbjerg SF skal sætte skub i det strategiske indsatsområde.

– Min historie med sporten motiverer mig til at bidrage positivt til dens udvikling, og jeg ser utroligt meget frem til dette projekt. Jeg tror på, at vi kan accelerere alle aspekter i og omkring kvindefodbolden ved at øge tilskuerstrømmen, skabe meningsfulde kommercielle aktiviteter og styrke tilknytningen til vores samarbejdsklubber, og på den måde øge partnernes involvering.

Styrke fællesskabet i regionen

Ansættelsen af Stine Thulstrup er det første skridt i etableringen af en kommerciel afdeling i FC Midtjylland Kvindefodbold. Preben Rokkjær, Marketing- og Supportdirektør i FC Midtjylland, glæder sig over tilføjelsen, som er udvalgt blandt et felt på flere end 100 ansøgere.

– Stines kombination af færdigheder og passion for kvindefodbolden bliver et stærkt aktiv for vores klub. Vi er overbeviste om, at hendes gåpåmod, lederskab og erfaringer vil udgøre en vigtig brik i at opnå vores mål, styrke fællesskabet i regionen og på sigt blive en katalysator for kvindefodbolden i Danmark.

– Hendes passion for kvindefodbold er funderet på lige dele hjerne og hjerte, og hendes evne til udvikle og eksekvere events og kommercielle partnerskaber vil utvivlsomt bidrage til udviklingen af vores platform og tilbud, og samtidig gøre det attraktivt at engagere sig.

– Vi ser frem til at byde hende velkommen og vi ser frem til at arbejde sammen om at forme fremtiden for FC Midtjylland Kvindefodbold.

Det sportslige setup

Vildbjerg SF har arbejdet dedikeret med pige- og kvindefodbold og gået forrest på området i årtier, hvor man på både ungdoms- og seniorniveau har adskillige år i landets bedste fodboldrækker. FC Midtjyllands samarbejde med de stærke kræfter i Vildbjerg skal videreudvikles i tæt samspil med nuværende cheftræner Steen Gravgaard og sportschef Anders Madsen, som fortsætter i spidsen for FC Midtjyllands kvindehold.

Både senior- og ungdomshold skal fortsat bruge de gode faciliteter ved Vildbjerg Sport- og Kulturcenter, men det er ambitionen, at udvalgte kampe skal afvikles på MCH Arena i Herning.