Førsteholdet

Sæsonens sidste udekamp: Et brag venter i Farum

Mandag venter endnu en skæbnekamp i 3F Superliga, når FC Nordsjælland er modstanderen. Vinder midtjyderne, vil det være et kolossalt skridt mod guldet. Bliv klædt på til kampen nedenfor.

19/05/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Vi har samlet alt, du skal vide, forud for mandagens storkamp kl. 18.00 på Right to Dream Park i Farum. Læs om FCN’s formkurve, statistikker, dommerpåsætning, tilskuerinfo og anden relevant information vedrørende opgøret.

En notorisk svær udebane

Selvom et stort skridt kan tages mandag, er der også en bevidsthed om, at det ikke bliver nogen nem opgave. Kunstgræstæppet på Right to Dream Park plejer nemlig at være et notorisk svært sted at spille i FCM-øjemed.

Det bemærkede vi torsdag i Parken

Seneste midtjyske sejr i Farum faldt den 5. juni 2020, da et mennesketomt stadion, som følge af coronarestriktioner, så Erik Sviatchenko stange de tre point i hus på oplæg af Anders Dreyer.

Siden da er der blevet spillet fem kampe i Farum mellem de to mandskaber. Tre FCN-sejre og to gange uafgjort. Udvider vi blikket og kigger all time, er der dog tale om et mere ligeværdigt forhold, når FCM tager til det nordsjællandske; 30 kampe, 12 FCN-sejre, syv uafgjorte, 11 FCM-sejre.

Tæt på udsolgt

Hjemmeholdet meldte søndag, at der er udsolgt af FCN-pladser til mandagens kamp.

Right to Dream Park med plads til 10.300 tilskuere har ellers ikke haft for vane at blive fyldt ud i den igangværende sæson med et tilskuersnit på 5.096.

På awaysiden er der også stor interesse for opgøret. Omkring 900 har købt plads på stadion og tager altså nok en gang turen for at støtte holdet. Det er noget, spillerne sætter pris på.

– Det var vigtigt at have dem fra første minut, og vi kunne høre dem hele vejen igennem. Det betyder meget for os spillere, og det giver os energi og brændstof til at kæmpe for hver eneste bold, selv når vi er trætte. Vi håber, fansene vil være med igen på mandag, fordi det betyder virkelig meget for os, sagde Paulinho efter torsdagens vigtige sejr i Parken.

Der er fortsat plads til et par hundrede endnu på awaytribunen, og hvis det vækker din interesse, kan du læse mere nedenfor.

Køb billet og få al praktisk tilskuerinfo

Formstærke FCN

Der blev dryppet lidt malurt i bægeret på FCN’s forårssæson i onsdags i Brøndby, da man led det første nederlag hidtil i Mesterskabsspillet.

Indtil da havde mandagens modstander gjort tæt på rent bord med seks sejre af syv mulige, hvilket har bragt Farum-klubben tilbage i kampen om medaljer.

Ser man over de seneste ti kampe i 3F Superliga, er FCN det mest formstærke hold i rækken med 23 point (FCM på 19, red.). Udvider vi tabellen til 15 kampe, ligger FCN og FCM på en delt 1. plads med 31 point, mens midtjyderne topper suverænt, når tabellen forlænges til 20 optrædener.

Dommerpåsætning

Det bliver den rutinerede dommer, 43-årige Jakob Kehlet, som kommer til at styre slagets gang. Kehlet dømmer sin 3F Superligakamp nr. 293 og nr. 59 i FCM-regi.

De hidtidige gange mandagens hoveddommer har passet fløjten, når FCM har spillet, er resulteret i 29 midtjyske sejre, 13 uafgjorte og 16 nederlag.

Linjedommerne bliver Deniz Yurdakul og Esad Deronjic, mens jobbet som VAR-dommer er pålagt Michael Tykgaard.

Følg kampen

Morgendagens dyst spilles kl. 18.00 på Right to Dream Park i Farum. Kampen kan ses på TV3 Sport og Viaplay eller følges i tekst og billeder via FC Midtjyllands sociale medier.

Det er også muligt at dykke ned i kampens forløb ved at følge med i matchcentret på fcm.dk og i FCM-appen. Her får du live statistikker som Expected Goals samt Heat- og Touch Maps for samtlige spillere.

Du kan downloade FCM-appen nedenfor i enten App Store eller Google Play.

App StoreGoogle Play