Førsteholdet

Overblik: Vejen til Europa

Onsdag er FC Midtjylland med i bowlen, når der trækkes lod til 2. runde i Champions League-kvalifikationen. Nedenfor kan du blive klogere på vejen til et europæisk gruppespil.

16/06/24
Christian Rothausen
Foto: Alamy

Med 3F Superliga-guldet venter der i 2024/25 for 11. sæson i træk kvalifikation til et europæisk gruppespil.

FC Midtjylland træder ind i 2. kvalifikationsrunde for mesterhold – også kaldet “Q2 Champions Path” – til Champions League, hvor der vil være lodtrækning onsdag middag i schweiziske Nyon ved UEFA’s hovedkontor.

Vejen til et gruppespil

For at komme i et europæisk gruppespil – der i år måske mere korrekt skal omtales “ligaspil” efter UEFA’s formatændring – skal FCM blot vinde én kvalifikationsrunde.

Går Thomas Thomasbergs tropper videre fra 2. kvalifikationsrunde i Champions League, er man som minimum sikret deltagelse i Conference Leagues ligaspil.

For at Champions League-hymnen igen skal blæse ud på MCH Arena, skal midtjyderne vinde samtlige tre kvalifikationsrunder. Først gælder det 2. kvalifikationsrunde, herefter 3. kvalifikationsrunde og til sidst playoff-runden.

Taber FCM enten 2. eller 3. kvalifikationsrunde, vil man fortsætte i Europa League-kvalifikationstadiet. Tabes playoff-runden til Champions League, er holdet kvalificeret til Europa League-hovedturneringen.

Terminer

Tager vi udgangspunkt i, at FCM går hele vejen i Champions League-kvalifikationen, vil nøgledatoerne være som følge:

Q2-lodtrækning: 19. juni
Q2-kampdatoer: 23./24. juli og 30./31. juli

Q3-lodtrækning: 22. juli
Q3-kampdatoer: 6./7. august og 13. august

Playoff-lodtrækning: 5. august
Playoff-kampdatoer: 20./21. august og 27./28. august

Formatændring

UEFA’s tre klubturneringer, Champions League, Europa League og Conference League, ændrer fra den kommende sæson format og går over til en såkaldt “Swiss Model”.

De deltagende hold vil fremover spille otte kampe i Champions League og Europa League, mens kampantallet forbliver seks i ligafasen af Conference League. Alle opgørene er desuden mod forskellige modstandere.

Holdene vil blive seedet i fire lag (seks i Conference League, red.), og hvert hold vil spille to kampe mod hold fra hvert lag – én hjemme og én ude.

De otte klubber, som ender øverst i ligaen i alle tre turneringer, er kvalificeret til ottendedelsfinalerne, mens klubberne, der ender nummer ni til 24, spiller playoff-kampe om de sidste otte pladser i næste stadie af den respektive turnering.

Desuden vil antallet af deltagende hold stige fra 32 til 36 i alle turneringer.

Lodtrækning onsdag

Men før alt dette er der altså lodtrækning til 2. runde af Champions League-kvalifikationen på onsdag. Seancen kan streames på UEFA’s hjemmeside fra kl. 12.00 eller følges på FC Midtjyllands platforme, hvor der opdateres fra lodtrækningen.

Følg med på vores platforme og hold dig opdateret på FC Midtjyllands vej til Europa.