Førsteholdet

Oscar Hedvall solgt til Viborg FF

Den 25-årige målmand fortsætter karrieren i Viborg FF, som har købt målmanden fri af aftalen i FC Midtjylland.

19/06/24
Mads Jakobsen
Foto: Alamy

I sommer skiftede Oscar Hedvall fra Silkeborg IF til FC Midtjylland, og nu går turen videre til Viborg FF, som har købt den 25-årige keeper.

Fodbolddirektør i FC Midtjylland, Peter Sand, sætter ord på handlen.

– Oscar er dedikeret og loyal, og han yder altid 100% på træningsbanen. Han er meget vellidt blandt sine holdkammerater og har bidraget positivt til vores kultur.

– Vi har en meget stærk konkurrencesituation på målmandsposten, og det har vi løbende haft en dialog med Oscar om, og vi har ikke ønsket at stå i vejen for hans ønske om nye sportslige udfordringer. Vi ønsker ham alt det bedste fremover.

Den 1,96 meter høje målmand nåede ikke at få førsteholdsdebut i FC Midtjylland, men har både 3F Superliga- og 1. divisionskampe i henholdsvis Silkeborg IF og FC Fredericia.