Skal den store ambition om Champions League-deltagelse gå i opfyldelse, var tirsdag aften en af de opgaver, der skulle klares – og gerne i overkommelig stil.
– Vi har sund respekt for alle vores modstandere, men vi skal vise, at vi er et dygtigere mandskab fra første fløjt, havde cheftræner Thomas Thomasberg udtalt inden kampen.
Og det viste sig også, at midtjyderne var taget til den andorranske hovedstad med den kvalitet og professionalisme, der skulle til.
Ikke desto mindre var det værterne, der bed først fra sig, da et langt udspark fra keeper Juan Navarro på en smule tilfældig vis skabte et Santa Coloma-gennembrud på højresiden, som Joaquin Cifuentes benyttede til at afslutte få meter forbi venstre målstolpe.
Men det var også, hvad det blev til for andoranerne, idet FCM bragte sig foran efter 12 minutter. Et hjørnespark resulterede først i en stor Franculino-chance, herefter Adam Gabriel, inden Adam Buksa sparkede på overliggeren, derefter igen et Adam Gabriel-forsøg som blev reddet på stregen.
Femte gang var lykkens gang, da Franculino prikkede bolden det sidste stykke over stregen. Alt sammen inden for få sekunder og til slut med mål til følge. 0-1.
Et kvarter senere lå bolden igen i netmaskerne. Victor Bak brød igennem på højresiden, inden han serverede kuglen på et sølvfad foran Ousmane Diao, der var blevet fremme efter en dødbold. Den senegalesiske midterforsvarer skulle blot sætte en simpel inderside på for at score sit første mål i FCM-trøjen. 0-2.
2. halvleg var mere chancefattig, men efter en times spil bød Aral Simsir til. Den tidligere akademispiller foretog sine vante driblinger ind i banen, snørrede et par Santa Coloma’er, inden han sendte et skud på overliggeren.
Kun ét minut senere var præcisionen anderledes skarp fra den 22-årige tekniker. Samme opskrift, men denne gang passerede bolden keeper Juan Navarro og strøg i det lange hjørne til 0-3.
FCM søgte efter flere scoringer; først ved indskiftede Kristoffer Askildsen, der var tæt på en kanonkasse via langskud, derefter Mads Bech som tvang Juan Navarro ud i en flot parade.
Mere blev det dog ikke til. Dermed sikrede de hvidklædte FCM’ere sig et komfortabelt udgangspunkt inden returopgøret næste onsdag kl. 19.15 på MCH Arena. Inden da venter FC Nordsjælland på kunstgræsset i Farum på lørdag.
Start XI (4-4-2): Elias Olafsson, Adam Gabriel, Ousmane Diao, Mads Bech, Victor Bak, Darío Osorio, Denil Castillo, Oliver Sørensen, Aral Simsir, Franculino Djú, Adam Buksa.
Indskiftninger: André Rømer (46′), Edward Chilufya (46′), Alhaji Kamara (64′), Kristoffer Askildsen (70′), Emiliano Martinez (74′).