Kvindefodbold

NORMAL bliver hovedsponsor for FCM Kvindefodbold

Den internationale detailkæde bliver hovedsponsor for FCM kvinde- og pigefodbold. En aftale, der glæder kommerciel direktør Jacob Jørgensen.

04/07/24
Christian Rothausen
Foto: William Marinus Vingtoft

Mandag overtog FC Midtjylland officielt Vildbjerg SF’s licens, og FC Midtjylland kvinde- og pigefodbold blev for alvor skudt i gang.

Nu kan vi så præsentere den nye midtjyske fodboldsatsnings første hovedsponsor nogensinde, når NORMAL bliver en del af familien. I første omgang på en aftale til sommeren 2025.

Den anerkendte detailkæde bliver dermed en vigtig partner i det nye setup, der bliver skudt i gang med store sportslige ambitioner for både talentudvikling og jagten på oprykning til landets bedste seniorrække, Gjensidige Kvindeligaen.

FCM Kvindefodbold sigter mod Gjensidige Kvindeligaen

– Vi er stolte over, at en stor virksomhed som NORMAL har indvilliget i at blive ny hovedpartner for FC Midtjylland Kvindefodbold, og det viser, at der er tale om et ambitiøst projekt. Nu håber vi, at det kan blive starten på et længerevarende samarbejde.

– FC Midtjylland Kvindefodbold skal bane vejen for, at endnu flere kan blive favnet af fodboldfællesskabet og få nye rollemodeller. Det er vigtigt med nogle partnere, som køber ind på projektet, hvorfor der er tale om en vigtig aftale, udtaler kommerciel direktør i FC Midtjylland, Jacob Jørgensen.

Fra NORMALs side er der ligeledes glæde over at blive en del af den nye, spændende satsning.

– Vi er utroligt glade for at være ny hovedsponsor for FC Midtjylland Kvindefodbold. Vi ser et projekt, der er blevet skudt i gang med store forventninger samt masser af motivation og kampgejst. Det er et stærkt initiativ, som vi køber ind på; at skabe muligheder og drømme for pigefodboldspillere i hele regionen.

– Nu ser vi frem til at følge spillerne og resten af holdet forud for den nye sæson, hvor vi glæder os over muligheden for at være med til at skabe de rette betingelser for et nyt, stærkt samlingspunkt, fortæller Liselotte Kirkelund, CMO i NORMAL.

Klar til den nye sæson

Forberedelserne til den nye sæson er gået i gang, og man har haft travlt med at få de sidste ting på plads i det midtjyske. Den 17. juni annoncerede man hele ni kontraktunderskrifter. Det kunne man følge op den 23. juni, hvor FCM Kvindefodbold annoncerede yderligere seks kontrakter. Dermed er truppen ved at være klar til den kommende sæson.

FCM Kvindefodbolds vej mod Gjensidige Kvindeligaen kan følges på fcm.dk, hvor vi publicerer nyheder og opdateringer fra hele Midtjyllands kvindehold, samt på Facebook.