Førsteholdet

Jonas Lössl forlænger og får fremtidig rolle i FC Midtjylland

Den rutinerede sidste skanse føjer fem år til sin kontrakt med FC Midtjylland og får et nyt hverv i hverdagen, men også en fremtidig rolle i klubben.

14/07/24
Mads Jakobsen
Foto: Alamy

Førsteholdet har den seneste uge været samlet i Østrig, hvor alpelandskabet har dannet ramme for forberedelserne frem mod den nye sæson.

I den sportslige ledelse pågår ligeledes et målrettet arbejde med at sikre en konkurrencedygtig trup, og her er flere vigtige brikker allerede faldet på plads, og nu følger endnu en. Således har Jonas Lössl sat sin underskrift på en kontraktforlængelse, der også byder på en ny rolle i klubben på både kort og lang sigt.

– Jeg vil opnå mere

Den 35-årige tidligere landsholdskeeper kunne løfte det første trofæ i karrieren, da det danske mesterskab blev vundet på sidste spilledag i den forgange sæson.

Jonas Lössl, der foruden sine 236 kamp i FC Midtjylland står noteret for 165 kampe i Ligue 1, Bundesligaen og Premier League, har underskrevet en femårig forlængelse. En aftale, der også indeholder en administrativ rolle i organisationen, når støvlerne en dag stilles på hylden.

– Der er ikke nogen tvivl om, at jeg har et stort hjerte for FCM, og det er dén klub, der betyder mest for mig, lyder det fra Jonas Lössl.

– Derfor glæder det mig, at klubben fortsat ser en stor værdi i mine kvaliteter som spiller og leder, men også har tænkt mig ind i en fremtidig rolle. Det ligger dog fortsat ude i fremtiden, for jeg er stadig sulten og vil opnå mere.

Med kontraktforlængelsen følger også en særlig rolle til Jonas Lössl, der får et øget ansvar i hverdagen som såkaldt Club Captain. Fodbolddirektør Peter Sand sætter ord herpå:

– Jonas er særdeles vellidt og en vigtig kulturbærer i vores miljø. Vi har et stærkt forankret DNA, men vi skal fortsætte med at bygge på, og her kan Jonas være med til at løfte os. Han har været med siden første kuld på akademiet, og kombineret med den inspiration, han gennem adskillige år har indsamlet i de bedste ligaer i Europa, har han solide kompetencer at bidrage med.

– Vi tror på, at han med sine erfaringer og karakter kan blive et endnu stærkere aktiv i hverdagen, udtaler Peter Sand.

Olafsson er førstevalget

Første kamp i den nye sæson finder sted næste fredag – den 19. juli kl. 18.00 – på Ceres Park i Aarhus, og her starter cheftræner Thomas Thomasberg med Elias Olafsson i målet.

– Jeg starter bagved, men jeg vil fortsat kæmpe for at spille så meget fodbold, jeg kan. Jeg står op hver morgen og stræber efter at være den bedste udgave af mig selv og derved bidrage til holdet. I sidste ende er det vigtigste, at vi kommer godt i gang med Superligaen og kvalificerer os til Champions League, og der har Elias og hele teamet min fulde opbakning og støtte, lyder det fra Lössl.

Der er allerede solgt flere end 800 billetter til midtjyske fans i udebaneafsnittet i Aarhus. Skal du også med, når vi indleder titelforsvaret, så kan du finde info samt købe billet via linket herunder.

Tag med til AGF