De danske U19-drenge er færdige ved EM-slutrunden i Nordirland efter at have trukket korteste strå i en svær gruppe bestående af Spanien, Frankrig og Tyrkiet.
Ikke desto mindre rejser Valdemar Byskov og Mikel Gogorza retur til det midtjyske med en god portion selvtillid i rygsækken, efter de to unge offensivspillere på henholdsvis 19 og 17 år tegnede sig for flere store øjeblikke undervejs i turneringen.
I kamp ét mod Spanien startede begge FCM’ere inde og kronede det ved at have næstsidste fod via Valdemar Byskov og sidste fod via Mikel Gogorza på Danmarks eneste scoring i 1-2-nederlaget.
Kamp to mod Frankrig, der sluttede 2-4 til franskmændene, blev uden Byskov eller Gogorza på de mest udslagsgivende statistikker.
Men mandag aften mod Tyrkiet var de begge på spil igen.
Først assisterede Valdemar Byskov til den danske 1-0-scoring, inden han også lagde op til Mikel Gogorzas 2-1-mål. Sidstnævnte fuldendte et flot indhop, efter at være blevet skiftet ind i det 58. minut, med oplægget til de danske drenges 3-2-mål. Opgøret sluttede 3-3.
Den tidligere FCM-akademist, Mads Nybo, indtog også en vigtig rolle med startpladser i alle tre gruppekampe.
Statistikker til U19 EM
- Valdemar Byskov: 3 startpladser, 253 minutter, 3 assists
- Mikel Gogorza: 1 startplads, 111 minutter, 2 mål, 1 assist