Førsteholdet

Liam McCartan er ny Performance Analyst

Den 27-årige irer kommer med erfaring fra flere engelske klubber og det irske U21-landshold.

01/08/24
Jesper Hvid
Foto: Daniel Stentz

FC Midtjylland har ansat 27-årige Liam McCartan som ny First Team Performance Analyst. Han kommer til klubben efter senest at have været i Bristol Rovers og er derudover tilknyttet det irske U21-landshold.

Den nye analytiker sætter ord på skiftet til de danske mestre:

– Jeg er meget glad for at være kommet til Midtjylland. Alle i klubben har været helt fantastiske til at byde mig velkommen, så nu ser jeg frem til for alvor at komme i gang med at arbejde med holdet. Jeg har allerede været med til en række træninger og kampe, og jeg har set en fantastisk gruppe af spillere og trænere, fortæller Liam McCartan.

Selv fremhæver han faciliteterne og projektet som afgørende i beslutningen om at tage til Danmark.

– Klubbens faciliteter var en stor grund til, at jeg valgte at tage til Danmark. Efter at have snakket med Søren Bjerg (chefanalytiker, red.) og være blevet præsenteret for hele setuppet, var jeg meget imponeret. Det er helt klart noget af det bedste, jeg har oplevet, og det viser den retning, som klubben er på vej i.

Liam McCartan havde første arbejdsdag den 18. juli og kommer til at have sin daglige gang omkring 3F Superliga-truppen.

En tak til Jack Kriskinas

I sommeren 2021 blev Jack Kriskinans ansat i en praktikstilling i FC Midtjyllands analyseafdeling. Den talentfulde englænder har sidenhen arbejdet sin vej op, og forud for 2023/24-sæsonen blev han forfremmet til Lead First Team Analyst i ambitionen om at udvikle analyseafdelingen yderligere.

Men nu er tiden i Danmark forbi, idet Jack Kriskinans har takket ja til et jobtilbud i hjemlandet som chefanalytiker i den engelske traditionsklub, Birmingham City.

– Det har været en fantastisk tid. Da jeg valgte at tage til Danmark, havde jeg også muligheden for at blive i England, men jeg tog afsted alligevel, og det er den bedste beslutning, jeg har truffet i min karriere. Kulturen, menneskerne og familiefølelsen i FC Midtjylland er helt unik.

– Jeg har lært en masse både som person og i mit arbejde. Jeg er blevet udfordret i forskellige roller, har skullet præstere under forskellige cheftrænere, og mine færdigheder er blevet udviklet hele vejen igennem. Det er altsammen noget, jeg tager med mig i de nye spændende udfordringer, der venter, fortæller han.

Der skal lyde en stor tak til Jack Kriskinans for indsatsen i FC Midtjylland samt et varmt velkommen til Liam McCartan.