Førsteholdet

Thomasberg: Præstationen giver stor tro og håb

Cheftræneren roser særligt 2. halvleg, hvor holdet spillede med et større mod, en høj kvalitet på bolden og ærgerrighed i presset.

06/08/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

FC Midtjylland sejrede tirsdag aften med 2-0 over Ferencvaros i det første af to opgør i 3. kvalifikationsrunde til Champions League.

De første 45 minutter var jævnbyrdige, og selvom FCM både brændte straffe og gik til pause foran 1-0, er det kampens anden fase, som giver Thomas Thomasberg smil på læben.

– Da vi havde spillet to-tre minutter af 2. halvleg, sad jeg allerede med en fornemmelse af, at det her kunne komme til at se rigtig godt ud, og det gjorde det.

– Sejren og præstationen giver selvfølgelig tro og håb på alle de ting, vi gerne vil som hold. I 2. halvleg var vi gode på bolden og i presset, og man stod måske og håbede på, om vi ikke kunne score et mål til, så vi fik et endnu bedre udgangspunkt, siger cheftræneren.

Om præcis en uge venter kamp to mod de ungarske mestre på Groupama Arena i Budapest, og det er en opgave, FCM skal være klar på, fortæller Thomasberg:

– Næste uge skal vi ned til et stadion, hvor de kommer til at blive pisket fremad, det skal vi være forberedt på, og vi skal være klar til alt muligt andet end kun at forsvare, fordi de vil forsøge at angribe os fra første fløjt.

– Vi fik set i dag, at vi har noget, som de også er nødt til at vise respekt for igen.

Ros til offensiven

Selvom holdet tegnede sig for det andet clean sheet i streg, er det særligt offensiven, kombineret med en række taktiske kneb, som har fået de største notater i Thomas Thomasbergs bog.

– Franculino kom ind og var dygtig i mellemrummene, han fik sendt nogle afslutninger afsted og et mål, der var vigtigt, så det hjalp os. Vi spillede også med et anderledes mod end i 1. halvleg, vi fik stillet os bedre an på midtbanen, rykket kanterne mere ind, hvilket gav nogle mellemrum, hvor de havde svært ved at styre Aral Simsir og Darío Osorio.

– Det presspil Darío lagde for dagen var imponerende. Det gav os det første mål, og selvom han ikke shinede fuldstændigt rent offensivt, hjælper det vores spil, når vi har at gøre med en spiller, der arbejder så hårdt, siger Thomasberg, som også kunne notere, at Adam Buksa scorede sit tredje sæsonmål og tilmed blev kåret til Actona Group Man of the Match.

Før returopgøret i Budapest venter der endnu en hjemmekamp – denne gang i 3F Superliga, hvor Vejle Boldklub fredag gæster MCH Arena kl. 19.00.