Førsteholdet

Marrony tilbage på græs: Føler mig stærkere dag for dag

Efter den slemme knæskade har den 25-årige brasilianer nu fodboldstøvlerne på igen, og som en del af angriberens genoptræning er han tilbage på træningsbanen.

26/08/24
Jesper Hvid
Foto: Augustine Akena

I sidste sæson måtte Marrony forlade banen med en alvorlig knæskade i en hjemmekamp i 3F Superliga mod OB.

Sidenhen har han gennemgået en vellykket operation og befinder sig nu i en genoptræningsperiode, som begyndte i Brasilien, men siden årsskiftet har fundet sted på træningsanlægget i Ikast.

Marronys genoptræning

Den 25-årige angriber er nået en fase i sit genoptræningsforløb, som betyder, at han nu er på banen og sammen med fysioterapeuter kan deltage i træningsøvelser med bolden.

Marrony sætter selv lidt ord på, hvordan det er at være tilbage på træningsbanen:

– Jeg er glad for at være tilbage på banen igen og føler mig stærkere dag for dag. Det er lang tid siden, jeg har kunne træne med bolden, så det er fantastisk at gøre igen. Nu handler det om at bygge på, så jeg kan være tilbage hurtigst muligt, siger den 25-årige brasilianer og sætter ord på holdkammeraternes betydning i den svære periode:

– Hele truppen har været en stor støtte for mig, og jeg har hurtigt følt mig hjemme igen, efter jeg kom tilbage til Danmark. Alle i klubben spørger ind til, hvordan jeg har det, og hvordan det går. Alle støtter mig, hvilket motiverer mig i min genoptræning.

– Det vigtigste for mig er at have et godt og positivt mindset. Det hjælper mig i mit arbejde med at komme tilbage, så jeg kan være med til at bidrage til holdet og vise fansene og mine holdkammerater, at jeg kan hjælpe klubben, fortæller Marrony.

Efter planen forventes den 186 centimeter høje brasilianer at være i fuld forfatning i starten af november.