Den første hjemmekamp nogensinde skulle spilles, da FC Midtjylland Kvindefodbold lørdag gik på banen mod AaB. Inden opgøret havde hjemmeholdet fået både en sejr og et nederlag i sæsonens første to kampe.
Der var dog aldrig tvivl om, at det ville blive til tre point til FCM-kvinderne, da kampen var gået i gang.
Efter blot to minutter var målkontoen i Vildbjerg åbnet, da Rikke Dybdahl fik bolden i nettet. Kort tid efter var der igen mål, da AaB lavede selvmål. Dermed blev det en tidlig 2-0-føring til FCM-holdet. Det høje målsnit fortsatte dog ikke hele kampen, og derfor måtte de mere end 500 tilskuere vente lidt længere på det tredje mål, da det kom kort før pausen, da Mathilde Kaihøj gjorde det til 3-0 efter assist af Freya Rossen.
– Det er bare megafedt, at vi gik ud og satte os så meget på det. Vi havde udset os en svaghed i deres forsvar, og det gik vi ud og udnyttede til fulde. Det var reelt det, der skabte vores to første mål. Generelt synes jeg, det er megasejt af pigerne, at de bare går ud og sætter sig på det, når der har været så meget hype om kampen, roser cheftræner Steen Gravgaard.
I 2. halvleg blev det 4-0 efter 65 minutter, da Mathilde Kaihøj blev dobbelt målscorer efter oplæg af Rikke Dybdahl. Selvsamme Rikke Dybdahl scorede også kampens sidste mål til 5-0 efter 79 minutter.
– Vi var klart bedst hele kampen. Vi smadrer på i de første minutter, hvilket giver en tidlig 2-0-føring, og så falder vi måske lige lovligt meget. Vi var stadig mest på bolden, og vi holdt AaB på et absolut minimum, men vi skabte ikke helt nok. Hvis man skal pege på et forbedringspunkt, er det nok, at vi ikke udnytter de rum, der er foran os godt nok, forklarer cheftræneren.
Rikke Dybdahl scorede to mål i kampen, og derfor er hun nu oppe på fire sæsontræffere i de første tre kampe.
– Vi er blevet gode til at spille Rikke på den måde, hun skal spilles på. Hun er en spiller, som måske kommer med et lidt andet niveau, og derfor er det fedt, at vi formår at udnytte det, pointerer Steen Gravgaard.
Det flotte fremmøde til kampen og selve begivenheden omkring første hjemmekamp, er Steen Gravgaard meget positiv omkring.
– Der er blevet lagt enorme mængder timer og ressourcer i, at det her skulle blive en festdag, og det, synes jeg, det blev. Vi var ellers en lille smule nervøse, da vi så vejret, og der var også lidt med, at herreholdet spillede næsten lige efter os, men der var et rigtig flot fremmøde. Alle tilskuere skal have kæmpe tak, og det er bare fedt, at kvindefodbolden endelig får den opmærksomhed, den fortjener, fastslår Steen Gravgaard.
Kvindernes næste kamp er en udekamp næste lørdag mod Næstved HG.
FC Midtjylland 5-0 AaB (3-0)
3′ 1-0 Rikke Dybdahl
5′ 2-0 Selvmål
45′ 3-0 Mathilde Kaihøj
65′ 4-0 Mathilde Kaihøj
79′ 5-0 Rikke Dybdahl
FCM XI: Katrine Thisgaard, Clara Jepsen, Ida Olsen, Freya Rossen, Mathilde Kaihøj, Therese Vestermark, Rikke Dybdahl, Line Aarhus, Malene Nielsen, Hannah Fruensgaard, Ida-Sofie Rathe.