Klubben

Stor jubilæumsbog markerer FC Midtjyllands første 25 år

Politikens Forlag står bag bogen, der er skrevet af FCM-kenderne Dan H. Sørensen og Hans Krabbe.

10/09/24
Mads Jakobsen
Foto: Mingo

FC Midtjyllands første 25 år markeres med en bred vifte af events.

Et af nedslagspunkterne er tirsdag den 10. september, hvor Danmarks største forlag, Politikens Forlag, udgiver bogen Ulvetider – Spillet om magten og mesterskaberne – 25 år med FC Midtjylland.

– Vi har bestræbt os på at skrive den ærlige og usentimentale, men også kærlige beretning om de mennesker, beslutninger og begivenheder, som skabte og fortsat driver FC Midtjylland, fortæller Dan H. Sørensen.

Han spillede selv i sin tid i Ikast fS, er noteret for over 200 Superliga-kampe og arbejder i dag som reporter på TV Midt/Vest og TV 2 Sporten med FC Midtjylland som stofområde.

De to journalister har arbejdet på bogen i to år og undervejs interviewet omkring 80 kilder. Alle har med åbenhed og ærlighed bidraget, så bogen giver et unikt indblik i hidtil ufortalte forløb, som blev afgørende for FC Midtjylland.

– FC Midtjylland er i dag Midt- og Vestjyllands stærkeste sammenhængsskabende, identitetsskabende og stolthedsskabende institution. Efter en FCM-sejr er det bare nemmere at komme ud af sengen i Thyborøn en mandag morgen i regnvejr. Det er det, FCM kan og gør ved os, siger Hans Krabbe, der dækkede klubben for DR Sporten og i to omgange var ansat i FCM, senest som kommunikationsdirektør.

Politikens Forlag udgiver normalt ikke bøger om fodboldklubber i provinsen. Men forlagschef Kim Hundevadt så hurtigt, at beretningen om FC Midtjylland er noget helt særligt.

– Det er en virkelig stærk og vellykket bog med et potentiale, der rækker et pænt stykke ud over inkarnerede fans. Det er fornemt arbejde hele vejen rundt, og det bliver en fornøjelse at lancere den, lyder det fra forlagschefen.

Den rigt illustrerede bog henvender sig både til de mange, der har fulgt FC Midtjylland siden fødslen i 1999 og yngre generationer, som ikke har kendt til en verden uden FC Midtjylland, men som ikke har historien på plads.

Det får de nu med Ulvetider.

Bogen er i dag blevet udgivet og kan købes i FCM Shop eller en boghandler nær dig.