Klubben

Billetsalget til F.C. København-kampen er åbnet

Der er i øjeblikket landskampspause i 3F Superliga, men når vi er tilbage igen, lægger vi ud med et brag på MCH Arena mod F.C. København. Kampen spilles lørdag den 14. september kl. 18.00, og billetsalget er netop startet.

02/09/24
Morten Ambo
Foto: Daniel Stentz

Gårsdagens 3-1-sejr i Silkeborg sendte os op på førstepladsen i 3F Superliga, og det var samtidig sidste kamp inden landskampspausen, hvor flere af vores spillere skal afsted på landsholdsopgaver. Der er dog masser af fede kampe at glæde sig til, og når vi er tilbage efter pausen, lægger vi ud på MCH Arena med braget mod F.C. København lørdag den 14. september kl. 18.00.

Billetsalget til den kamp er netop skudt i gang.

OBS. Der er restriktioner på billetsalget, hvilket betyder, at man tidligere skal have købt billet til et FCM-afsnit på MCH Arena, som ikke er til en FCK-kamp, for at kunne købe billet til denne kamp. Det gør vi for at begrænse muligheden for, at udeholdets fans køber billet til et FCM-afsnit.

F.C. København står selv for salget af billetter til udebaneafsnittet, så hvis du ønsker billet dertil, skal du kontakte F.C. København på kundeservice@fck.dk.

Sæsonkort og BilletFlex

Alle sæsonkort er naturligvis gældende til kampen på helt almindelig vis. Kan du som sæsonkortholder ikke komme, så husk at få frigivet din plads senest 48 timer før kampstart, så en anden kan få glæde af den, og du samtidig kan få registreret et fremmøde.

Alle med BilletFlex skal som altid trække billet til kampen. Vi opfordrer til at få trukket sin BilletFlex-billet i god tid, hvis man ved, at man kommer til kampen, da vi ikke kan garantere en plads, hvis der skulle blive udsolgt.

Fuld gang i 3F Fanzonen

Som altid er 3F Fanzonen bag Faxe Kondi-tribunen åben til kampen. Vi åbner tre timer før kampstart, og alle med billet eller sæsonkort er velkommen til at kigge forbi fanzonen, hvor der vil være musik og underholdning frem mod kampstart.

Se program for 3F Fanzonen til kampen via linket nedenfor.

Se program og køb billet