Akademiet

Efterårets Youth League-modstandere findes i dag

Kl. 10.00 er der lodtrækning til Domestic Champions Path-stadiet af Youth League. De forsvarende U19-mestre er med i bowlen og får kortlagt deres videre færd i den prestigefyldte turnering.

03/09/24
Jesper Hvid
Foto: Sofus Christensen

Igen i år skal FC Midtjyllands ældste akademihold spille kampe på allerhøjeste internationale niveau. U19-guldmedaljerne i fjor betyder nemlig, at man for anden sæson i træk er en del af ungdommens svar på Champions League, UEFA Youth League.

Her træder man ind i Domestic Champions Path, som er et knockoutstadie, hvor man møder andre europæiske ungdomsmesterhold. FCM kommer ind i turneringen i 2. runde af i alt tre, der foregår dette efterår.

– Det er altid noget helt specielt at spille internationale kampe. Nu har vi igen gjort os fortjent til nogle helt særlige opgaver, som vi sætter stor pris på. Det er fantastisk at kunne give spillerne muligheden for at møde andre mesterhold, som alle investerer massivt i deres ungdomsarbejde, fortæller U19-cheftræner Allan K. Jepsen.

– Kampene har sit eget liv, både på og udenfor banen. Vi rejser dagen før til udekampene, vi møder hold, der spiller på en anden måde, og vores træning ser også lidt anderledes ud. Vi kommer ud for andre forhold, end hvad vi er vant til herhjemme, og det gør det bare specielt for spillerne, uddyber cheftræneren og sætter ord på ambitionerne:

– Vi vil selvfølgelig gå efter at spille europæisk efter årsskiftet, og det er helt klart det, vi sigter efter. Så lodtrækningen får selvfølgelig også en indflydelse på vores tilgang til turneringen. Men vi vil helt klart forsøge at bygge på vores flotte kampagne fra sidste sæson.

Dagens lodtrækning

Lodtrækningen i dag kl. 10.00 afgør FCM’s videre færd i turneringen.

Det ældste akademimandskab træder ind i 2. runde. Her spilles to kampe, og vinderen går videre til 3. runde, hvor der også spilles både hjemme og ude.

De i alt ti vindere i 3. runde er videre til forårets 1/16-finaler, hvor man parres med en modstander fra nummer syv til 16 fra den dertilhørende ligafase, der er en tro kopi af mandskaberne fra seniorfodboldens Champions League. 1/16-finaler afgøres over en enkelt kamp.

Første kamp i 2. runde spilles den 23. oktober, og returopgøret finder sted den 6. november.

Lodtrækningen kan streames på UEFA’s hjemmeside, ligesom du kan følge U19-holdets vej i Europa her på fcm.dk og akademiets facebookside, hvor vi opdaterer på udfaldet af dagens lodtrækning og de europæiske kampe.