Akademiet

Rahbek oven på sæsonstarten: Vi skal bygge på

U17-mandskabet er kommet flyvende fra start i de første tre ligakampe, hvor det er blevet til lutter sejre og en målscore på 21-3.

07/09/24
Jesper Hvid
Foto: Sofus Christensen

En hård og koncentreret pre-season har båret frugt for det næstældste akademihold i deres første tre kampe i U17 Ligaen.

Det er blevet til ni point ud af ni mulige. Defensiven har kun lukket tre mål ind, og i den offensive del af spillet har man noteret sig for hele 21 scoringer. Senest blev det til en 10-1-sejr over Silkeborg.

U17 storsejrede over Silkeborg

På den baggrund kan der også afspores tilfredshed hos cheftræner, Mathias Rahbek, som dog understreger, at der er mere at lære for holdet.

– Jeg synes, vi har haft en god start på sæsonen. Cifrene fra de første kampe viser, at vi er gode til at score mål. Vi er ikke bange for at bringe mange spillere frem og angribe kampene. Men der er stadig ting, vi skal lære. Det her er første skridt mod at blive endnu dygtigere, og det afspejler ærgerrigheden på træningsbanen også, siger Mathias Rahbek, som også sætter ord på den nye U17-trup:

– I de første par kampe har jeg set en gruppe spillere, som hele tiden går på banen for at vinde. Alt det arbejde, de laver på træningsbanen fra mandag til fredag, viser mentaliteten på holdet. Og at det så udmønter sig i sejr om lørdagen, taler ind i den kvalitet, der er i truppen.

– Det betyder også, at der er kamp om pladserne, og drengene har allerede opdaget, at det er vigtigt at holde sig skarp. Der er en sund sult i truppen, som giver gode forudsætninger for, og motivation til, at spillerne hele tiden giver det ekstra for at blive den bedste udgang af sig selv. Det gør det både sjovt og svært at være cheftræner, fortæller Mathias Rahbek med et smil på læben.

Et sjovt hold at spille på

Smilet på cheftrænerens læber er også et billede på dynamikken, der er i U17-truppen.

– Ligesom jeg har det sjovt som cheftræner, kan jeg også mærke, at spillerne kombinerer hårdt arbejde med højt humør. Stemningen i truppen er virkelig god, og der er et godt sammenhold. Selvfølgelig hjælper det også at vinde kampe, men det vi så i pre-season, har vi taget med til sæsonstarten. Vi har flere forskellige baggrunde på holdet, men alle falder godt i hak med hinanden, hvilket også taler ind i det arbejde, der bliver gjort her på matriklen, siger cheftræneren.

En spiller, der er kommet til udefra, er rækkes nuværende topscorer, Alberto Velásquez. Den finsk-peruvianske offensivspiller står noteret for ti mål i sæsonindledningen.

– Alberto er en rigtig dygtig spiller, og topscorerlisten lyver jo ikke. Han scorer mange mål, og han er giftig for ethvert forsvar i U17 Ligaen. Han er relativt ny i klubben, og der er nogle mennesker, som gør et kæmpe stykke arbejde i kulisserne for, at alle i klubben kan føle sig hjemme. Trivslen har været guld for, at en spiller som Alberto kan fungere så godt, som han har gjort. Så et stort skulderklap til alle dem, der er med til at skabe noget helt særligt, fortæller U17-træneren.

Alberto Velásquez og holdkammaraterne spiller ligakamp nummer fire lørdag den 14. september. Her venter en udebanetur til Nordjylland, hvor man møder AaB.