Det 39. Midtjyske Derby i 3F Superliga. En kamp om mere end tre point, der kunne mærkes fra start i en fyldt kulisse på et kogende MCH Arena.
Opgøret var knap startet, inden den første store FCM-chance udspillede sig. Franculino tog et træk ind i banen, afsluttede mod kassen, før en Viborg-afretning var tæt på at snyde Oscar Hedvall i buret.
Med 16′ på stadionuret skulle det være blevet 1-0. Aral Simsir blev spillet fri foran kassen, men en god parade fra Oscar Hedvall holdt stillingen på status quo.
Kort tid efter fulgte Viborg trop med et skud på overliggeren – symbolet for en hektisk start på dysten.
Advarselslamperne blinkede i en periode, hvor udeholdet fandt momentum, og halvvejs inde gjorde de grønblusede det til 0-1, da Magnus Westergaard dukkede op i det lille felt og stangede kuglen i kassen.
Ti minutter før pause var værterne millimeter fra at svare tilbage. Victor Bak fik først fod og dernæst hoved på et hjørnespark i det lille felt, men to gange reddede Viborg på stregen.
Kort før pausefløjt viste den fornødne magi sig fra Aral Simsirs fod. Den tidligere akademispiller tog sagen i egen hånd, afdriblede en lang række viborgensere og sendte kuglen over i det lange hjørne. Et stort øjeblik. 1-1.
2. halvleg var med FCM-dominans fra første fløjt, hvor Franculino var tættest på, mens også målscorer Aral Simsir havde gode muligheder. Efter 71 minutter kom den forløsende scoring, idet Joel Andersson blev spillet fri på venstresiden foran mål og flot gjorde det til 2-1.
Thomas Thomasbergs tropper var i hopla og udbyggede hurtigt til 3-1. Indskiftede Edward Chilufya fandt Franculino, som kanonerede kuglen i langt hjørne.
Mere skete der ikke, og dermed blev det endnu et Midtjysk Derby til historiebøgerne. 3-1, fortsat på 1. pladsen og ubesejret i 3F Superliga.