Klubben

Bjarne Hansen bliver Scout i Norden for FC Midtjylland

Den anerkendte fodboldscout, Bjarne Hansen, bliver ny Scout i Norden for FC Midtjylland. Han kommer med erfaring fra blandt andre Chelsea, Manchester United og senest Feyenoord.

18/09/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Bjarne Hansen er et anerkendt navn i fodboldverden. Først med en fortid som assistenttræner i 90’erne og start 00’erne hos F.C. København og Silkeborg IF, men især de seneste 20 år som scout i en lang række internationale klubber, herunder Chelsea, Manchester United, Sunderland, PSV Eindhoven, Anderlecht og senest de hollandske vicemestre fra Feyenoord.

Nu venter nye udfordringer for Bjarne Hansen, der tiltræder som Scout i Norden for FC Midtjylland.

– Hans kapacitet taler for sig selv. Bjarne har en proven track record, samtidig med at være empatisk, arbejdsom og ordentlig, og han passer dermed ind i de værdier, vi har som klub, siger teknisk direktør i FC Midtjylland, Kristian Kjær, og fortsætter:

– Vi står et sted, hvor vi skal løfte hele organisationen et niveau op, og her betyder det nordiske marked meget for os i forhold til at kunne tiltrække de største talenter til blandt andet vores akademi. Som klub skal vi hele tiden bygge på i scouting- og rekrutteringsafdelingen, og der har vi været heldige at kunne tiltrække en mand med Bjarnes erfaring og menneskelige egenskaber.

Begejstret for projektet

Den erfarne fodboldscout sætter ord på ansættelsen i FC Midtjylland:

– Jeg er blevet virkelig begejstret for det projekt, jeg er blevet præsenteret. Der er gang i mange spændende ting i FC Midtjylland, og jeg har kun mødt positive og engagerede mennesker i alt, hvad jeg har haft med klubben at gøre, siger Bjarne Hansen, der er særligt imponeret over udviklingen i det midtjyske gennem tiden:

– Det var spændende at se, dengang klubben begyndte at hente afrikanske spillere såsom Adigun Salami, som vi faktisk havde på prøvetræning i Chelsea, til i dag, hvor man har nogle spændende ting i gang – heriblandt det nye anlæg, der er helt på højde med det, jeg har set i udenlandske klubber. Den tilgang og det tankesæt, man har, kan jeg se nogle rigtig spændende udfordringer i at blive en del af.

– Kulturelt er der tale om spillere, som normalt ikke har svært ved at integrere sig. Vi lever jo stort set ens i Danmark, Norge og Sverige. Vi har langt henad vejen samme moral og kultur, og der er nogle akademier som på forskellige niveauer arbejder i samme retning som i Danmark, og man er godt på vej med mange spændende tiltag, siger Bjarne Hansen om sit scoutingområde.

Der skal lyde et varmt velkommen til FC Midtjylland til Bjarne Hansen.