FCMs kvinder stod inden lørdagens opgør noteret for fire sejre i træk i 1. division, mens lørdagens værter fra Solrød FC stadig ventede på den første sejr. Derfor var det FCM-kvinderne, der skulle tage initiativet på bolden, og den mission lykkedes.
Efter otte minutter kom FCM-kvinderne på tavlen for første gang, da Sofia Rejkjær Noesgaard scorede efter assist af Clara Jepsen. Det var den første plads i startopstillingen for målscoreren, og dermed viste hun hurtigt sit værd.
Otte minutter senere var det topscorer Rikke Dybdahl, der scorede til 2-0, hvilket også var pausestillingen.
I anden halvleg fortsatte kvinderne, og det blev til mål fra Malene Nielsen og indskiftede Fie Nordmark Arendt, inden de to målscorere fra første halvleg blev dobbelte målscorere. Imellem deres to mål scorede også Ida-Sofie Rathe.
– Det var en rigtig god indsats. Vi fortsatte den opadgående kurve, vi har haft, og det var positivt. Vi er blevet rigtig gode til at angribe med bolden, hvor vi er blevet bedre til de hurtige spil og se mulighederne, når vi har meget boldbesiddelse, hvilket vi havde i dag, fortæller cheftræner Steen Gravgaard.
Selvom måltavlen viste, at FCM var klart overlegne i opgøret, har Steen Gravgaard dog masser af roser til hjemmeholdet.
– Jeg synes, det er fedt at se, at Solrød gerne vil spille fodbold. De stod ikke og pakkede sig, og jeg synes faktisk, at de havde nogle fine elementer i deres spil. I dag var vi bare det bedre hold, men jeg er egentlig overbevist om, at de nok skal blive belønnet for den tilgang til kampene, hvis de fortsætter sådan, fortæller cheftræneren.
Ifølge ham var der særligt én spiller, der udmærkede sig med en positiv præstation i lørdagens kamp i Solrød.
– Jeg synes, vi bør fremhæve Sofia (Rejkjær Noesgaard, red.). Det var hendes første start i dag, og hun har gjort det godt som indskifter i andre kampe. I dag spillede hun rigtig godt, og derudover var der som altid en kæmpe arbejdsindsats fra hende. Hun blev også stemt til kampens spiller af sine medspillere. Hun fik samtlige stemmer undtagen hendes egen, roser cheftræneren.
I næste uge vendes opgøret om, da det er Solrød, der kommer til Vildbjerg i 1. division. Her er Steen Gravgaard dog ikke bekymret for, at FCM-kvinderne tager for let på opgaven.
– Det vil vi sikre med en koncentreret indsats, som vi viste i dag. Derudover havde vi også mere end en håndfuld spillere, der ikke blev udtaget til dagens kamp, og jeg er sikker på, at de har siddet og ærgret sig over, at de ikke var med. Derfor er jeg overbevist om, at de kommer til træning på mandag med en indstilling om, at de skal vise, at de skal være med i den kommende runde, pointerer Steen Gravgaard.
Næste hjemmekamp er som nævnt mod Solrød FC lørdag den 28. september kl. 13.30 på Vildbjerg Sports- og Kulturcenter. Husk at billetsalget til kvindernes første kamp på MCH Arena lørdag den 5. oktober åbner i morgen mandag.
Solrød FC 0-7 FC Midtjylland (0-2)
8′ 0-1 Sofia Rejkjær Noesgaard
16′ 0-2 Rikke Dybdahl
58′ 0-3 Malene Nielsen
67′ 0-4 Fie Nordmark Arendt
75′ 0-5 Sofia Rejkjær Noesgaard
78′ 0-6 Ida-Sofie Rathe
90′ 0-7 Rikke Dybdahl
FCM XI: Katrine Thisgaard, Clara Jepsen, Ida Olsen, Freya Rossen, Sofia Rejkjær Noesgaard, Anna Kirk Lauritsen, Rikke Dybdahl, Line Aarhus, Frida Nautrup, Hannah Widt Fruensgaard, Ida-Sofie Rathe.