Kvindefodbold

Som far så datter: FCM er vores klub

Thomas Rathe har spillet over 100 kampe i FC Midtjylland-trøjen, men i dag er det datteren, Ida-Sofie, der trækker i sort og rød. På lørdag skal hun og resten af FCM Kvindefodbold spille på MCH Arena, som Thomas Rathe var med til at indvie tilbage i 2004.

01/10/24
Filip Knudsen
Foto: Susan de Klerk

Ida-Sofie Rathe har spillet alle otte kampe i 1. division for FCM Kvindefodbold i denne sæson, og hun har endda pyntet det med tre mål og to assists. Cheftræneren, Steen Gravgaard, har ved flere lejligheder givet hende store roser, og den blot 17-årige midtbanespiller er generelt kommet rigtig godt fra land for FCM Kvindefodbold.

Det er dog ikke kun trænere og holdkammerater, der synes, at Ida-Sofie gør det godt. Hendes far, Thomas Rathe, er nemlig også en stolt mand, og han er ikke uvidende om, hvad det betyder at spille i sort og rød. Thomas Rathe står nemlig noteret for mere end 100 kampe med ulven på brystet, og han var blandt andet på holdet, da MCH Arena blev indviet den 27. marts 2004. Kampen huskes primært for Mohamed Zidans fem mål, men Thomas Rathe scorede også et mål til 5-0 i en kamp, der endte 6-0.

Derfor er Thomas Rathe også stolt af, at datteren spiller i FC Midtjylland, og de to familiemedlemmer er ikke i tvivl om, at det er deres klub.

– Jeg er enormt stolt af Ida-Sofie. Vi er en FCM-familie, og vi bor stadig i området, ligesom jeg selv kommer fra det. Ida-Sofie har også søskende, der spiller i FCM-ungdomsrækkerne, og det er en klub, der betyder meget for os. Der er ingen tvivl om, at FCM er vores klub i Danmark, siger Thomas Rathe, der bliver bakket op af datteren.

En kæmpe oplevelse

På lørdag skal FCM Kvindefodbold med Ida-Sofie på holdet spille på MCH Arena, og det er en oplevelse, hun ser meget frem til.

– Jeg håber, at jeg er udtaget til det hold, der skal spille derinde, for jeg tror, at det bliver en vildt fed oplevelse, hvor vi nok får en opbakning, der er lidt større, end den vi plejer at få i Vildbjerg, og det er generelt set stemningen i truppen. Det er et fedt stadion, som jeg har været på mange gange som tilskuer, og det ville være rigtig stort at få lov at spille derinde, fortæller Ida-Sofie Rathe.

Også Thomas Rathe håber, at han skal se datteren i aktion, når han lørdag vil være til stede på MCH Arena.

– Jeg håber da, at Ida-Sofie kommer med på holdet. Man skal huske, at kvinderne også er i et kompetitivt miljø, og der er rigtig mange dygtige spillere i truppen. Jeg har også fulgt holdet, inden det hed FC Midtjylland. Derfor er det rigtig flot, at Ida-Sofie spiller på dette niveau, og jeg håber virkelig, at jeg skal se hende spille på det stadion, hvor jeg selv har fået mange gode oplevelser. I den situation ville jeg blive endnu mere stolt, end jeg allerede er, og jeg indrømmer også, at jeg nok bliver lidt emotionelt berørt der, fortæller den tidligere FCM-profil.

Et rigtigt fodboldstadion med god opbakning

Thomas Rathe tror, at det bliver en stor oplevelse for datteren at spille på MCH Arena, da han mener, at det er et godt stadion fyldt med mindeværdige oplevelser.

– Det er et rigtigt fodboldstadion. Tilskuerne er tæt på banen, og det er generelt nogle rigtig gode fans, der har til huse på MCH Arena. Klubben er blevet meget større, end da jeg forlod den, men det var virkelig fantastisk at spille på MCH Arena dengang. Jeg har stadig min 100-kampsstatuette stående herhjemme, som jeg fik overrakt derinde. Jeg forbinder stadionet med mange gode oplevelser, siger Thomas Rathe.

Thomas og Ida-Sofie Rathe håber også, at der vil være mange tilskuere på plads, når FCM-kvinderne lørdag tager imod ASA Aarhus på MCH Arena.

– Jeg håber, at der kommer enormt mange på stadion. Det kan godt være, der ikke bliver helt fuldt hus ligesom mod Viborg, men jeg håber, at folk vil tage af sted. Vi er heldige med, at vi skal spille Europa League torsdag, og derefter skal vi til Brøndby søndag. Vi kan ikke sende 11.000 fans derover, så derfor håber jeg, at der er mange, der vil finde vej til MCH Arena om lørdagen, griner Thomas Rathe.

– Vi i spillertruppen håber, at der kommer så mange som muligt på stadion, da det ville give os en kæmpe opbakning og oplevelse, supplerer Ida-Sofie Rathe.

Ida-Sofie Rathe tror også, det bliver specielt at skulle spille på det stadion, hvor hendes far selv har gjort sig mange gange i karrieren.

– Det bliver da megasjovt at tænke på, at min far har spillet på det stadion mange gange, og nu er det mig, der skal løbe rundt derinde. Det tror jeg bliver en helt speciel oplevelse, fortæller den unge midtbanespiller.

Støt kvinderne på en historisk dag

Du kan være med, når Ida-Sofie Rathe og resten af truppen indtager MCH Arena for første gang i opgøret mellem FCM og ASA Aarhus lørdag kl. 13.30. Der kan købes billetter online eller på stadion, og prisen lyder på 50 kr. for voksne og 25 kr. for børn under 15 år.

Der vil være åbent i 3F Fanzonen fra kl. 11.30, hvor der vil være aktiviteter og events for alle aldersgrupper. Tag derfor venner og familie med til en mindeværdig dag på hele regionens hjemmebane.

Billetsalg: FCM – ASA Aarhus