Efter sidste sæsons mesterskab skal FCM U19 igen gøre sig gældende på den største internationale ungdomsscene.
I første omgang venter to kampe mod FC Progrés Niederkorn i 2. runde af Domestic Champions Path i UEFA Youth League. Den samlede vinder går videre til 3. runde, som er den sidste inden forårets 1/16-finaler.
Mesterholdet fra Luxembourg vandt med samlet 5-1 over færøske HB Tórshavn i 1. runde.
Alt om lodtrækningen i september
Tidspunkterne for de to kommende opgør er nu også endeligt fastlagt. Første kamp spilles i Niederkorn i Luxembourg den 23. oktober kl. 19.00. Returen i Danmark finder sted på Ikast Stadion den 5. november kl. 19.00.
Ender de ældste akademister med at besejre den kommende modstander, venter enten Legia Warszawa fra Polen eller Pafos FC fra Cypern i 3. runde.
Følg med her på fcm.dk og akademiets Facebook-side, hvor vi løbende opdaterer på de unge midtjyders europæiske eventyr.