Akademiet

U19-anfører Bjerge to uger før YL: Det er noget helt specielt

I de første seks kampe er det blevet til fuld spilletid for den nyudnævnte anfører, der kigger tilbage på sæsonstarten og frem mod en spændende tid.

10/10/24
Jesper Hvid
Foto: Daniel Stentz

Det har været en blandet begyndelse på sæsonen for FC Midtjyllands U19-hold. En premiere-sejr blev efterfulgt af tre frustrerende nederlag, men holdet er kommet tilbage på sporet og har vundet de seneste to kampe.

11-1-sejr i seneste runde

Resultaterne betyder, at sidste års ligamestre i skrivende stund må tage til takke med en plads midt i tabellen.

Det afspejler sig også, når den 18-årige anfører, Gustav Bjerge, gør status på første del af sæsonen.

– Det har været en lidt svingende start på sæsonen. Vi starter godt ud med at vinde i Horsens, har en svær kamp i Brøndby, og så spiller vi to kampe, hvor vi føler, at vi gør det godt, men alligevel ender med at tabe. Der var vi skuffede, men vi har rejst os med to sejre, hvilket også fortæller noget om mentaliteten på holdet, siger Gustav Bjerge.

– Føler mig godt tilpas som anfører

I alle seks kampe er det blevet til fuld spilletid for Bjerge, som i seneste sæson blev kåret til Årets Udviklingsspiller på akademiet og i indeværende sæson har trænet og spillet Future Cup med førsteholdet. Forsvarsspilleren er ligeledes blevet udpeget som anfører på U19-holdet.

Awards på akademiet 23/24

– Det er klart, at det er lidt en ny rolle, jeg har fået af trænerteamet. Men det er en rolle, jeg trives i og har taget på mig. Det, synes jeg, i hvert fald selv. Og så har det bare været fedt at føle det ekstra ansvar. Det har også gjort, at jeg har trådt i karakter på en lidt anden måde, fortæller den nyudnævnte kaptajn og supplerer:

– Som anfører har man nogle ekstra opgaver. For eksempel er det mig, der har ordet, lige inden vi går på banen. Det er fedt at kunne dele sine tanker og sikre, at alle er klar, når det virkelig gælder.

Den 18-årige forsvarsspiller, som i alt står noteret for 34 kampe i U19 Ligaen, kommer også nærmere ind på sammenholdet i truppen.

– Jeg synes, vi har det vildt godt som gruppe. Det er klart, at når vi også bor sammen på træningsanlægget, så bliver man bare endnu tættere. Det er ikke bare holdkammerater, jeg spiller sammen med, det er mine venner, og det er bare fedt, at man kan bo så tæt på dem.

– Det giver noget helt unikt på træningsbanen og til kamp. Og sammenholdet er også noget, vi har stor fokus på i anførergruppen. Blandt andet har vi denne sæson været ude at spise sammen og efterfølgende været inde for at se førsteholdet spille i Europa, siger Gustav Bjerge.

Endnu et europæisk eventyr venter

Sammen med sine holdkammerater skal Gustav Bjerge repræsentere FCM i ungdommens svar på Champions League, Youth League. Noget som den nye anfører har prøvet før, hvor det i sidste sæson blev til fem kampe med fuld spilletid.

Progrés Niederkorn er første opgave i YL

– Jeg glæder mig til at spille Youth League igen. Det er noget af det fedeste, jeg har prøvet. Det er bare helt specielt, og kampene er noget anderledes – både på og udenfor banen.

Første YL-kamp finder sted i Luxembourg den 23. oktober kl. 19.00 efterfulgt af returopgøret på dansk grund den 5. november.

– Nu skal vi ud at flyve til udekampen, og vi spiller først om aftenen, så det hele bliver bare lidt mere professionelt. Jeg kan huske kampene fra sidst, hvor vi spiste frokost sammen og opbyggede en spænding op til opgøret i fællesskab. Det er noget, som den her turnering kan, siger Gustav Bjerge og afslutter:

– Målet er også at skulle spille Youth League efter årsskiftet, som vi gjorde det i sidste sæson. Men vi vil meget gerne se, om vi ikke også kan tage den endnu længere end sidst. Selvfølgelig har en eventuel lodtrækning også noget at sige, men nu tager vi det kamp for kamp, og så gør vi alt for at komme så langt som overhovedet muligt.