15-årige Mahdi Babaiasl kommer til FCM fra Brøndby, hvor han har været én af profilerne på de blå-gules stærke U15-hold, der topper U15 Ligaen med 11 sejre i 11 forsøg.
Her har Mahdi Babaiasl primært huseret på venstrekanten, men han har også gjort sig i højresiden og helt fremme som egentlig angriber.
Her har han i efteråret bidraget med fem mål i U15 Ligaen, og det gør ham til den næstmest scorende spiller på Brøndby-mandskabet.
– Jeg vil sige, at jeg er hurtig og stærk og har et godt teknisk niveau. Jeg er rolig på bolden og lader mig ikke stresse af modstandernes presspil eller at rummene er små, fortæller han.
Ingen er færdigudviklet som 15-årig, så den nye FCM’er har også udset sig nogle aspekter af sit spil, han skal forbedre.
– Altså, jeg vil jo være bedre til det hele, men man kan sige, at jeg har særlig fokus på at forbedre mine indlæg. Og så ønsker jeg at styrke mit spil med højrebenet, bemærker han.
Fremtid på backen
Skiftet til FCM indebærer også, at han bliver set på med nye øjne, og udsigten til at spille en ny plads på banen har bidraget til, at den unge dansk-iraner valgte at komme til FCM.
– Vi har sammen lagt en plan om, at jeg skal omskoles til at spille venstre back – en offensiv wingback, der bevæger sig i hele banens længde, og det glæder jeg mig til, fortæller Mahdi Babaiasl.
Det samme gør akademichef Flemming Broe, der ser et godt match mellem Babaiasl og den dynamiske, fremadrettede fodbold, der spilles i klubben.
– Vi føler os ganske sikre på, at Mahdi kan lave skiftet til backen. Ikke kun fordi han har alle de fysiske forudsætninger, men også fordi han har en seriøs tilgang til tingene og en god læringskurve forstået sådan, at han er dygtig til at omsætte teori til handling ude på banen, lyder bedømmelsen fra akademichefen.
For tiden står Mahdi Babaiasl med et ben i hver landsdel og pendler til kampe og to ugentlige træninger for FCM U15, men til sommer flytter han ind på ISI i Ikast og indtræder samtidig på U17-holdet.
– Først og fremmest skifter jeg, fordi jeg kommer til et godt udviklingsmiljø og får de bedste forudsætninger for at dygtiggøre mig som spiller, siger Mahdi Babaiasl og fortæller, at han har sat sig det mål, at han skal have Superliga-debut på venstrebacken og gerne i en ung alder.
Det glæder vi os til at se, Mahdi – velkommen til FC Midtjylland.