For første gang i historien gik FCM ind på det nye midlertidige stadion i Aarhus, Ceres Park Vejlby.
Et møde mellem den aktuelle nr. 2 og 4 i landets bedste fodboldrække.
De rødklædte midtjyder startede fint, og efter få minutter var både Oliver Sørensen og Dani Silva tæt på at bringe gæsterne i front.
Med 17’ på stadionuret brændte Mikel Gogorza den største chance af dem alle hidtil; en friløber fra midten. Den tidligere akademispiller stak flot i dybden på en aflevering fra Dani Silva, men Jesper Hansen læste det efterfølgende forsøg.
AGF var også tæt på i den anden ende kort før pausefløjt. Et indlæg ramte Tobias Bech i pandebrasken og gik få centimeter over mål. Alt i alt en jævnbyrdig og tempofyldt 1. halvleg.
Opgørets anden fase var knap fløjtet i gang, før bolden lå i netmaskerne – og desværre var det bag Jonas Lössl. Den rutinerede keeper reddede flot det første forsøg, som opstod efter hjørnespark, men på returen var liga-topscorer Patrick Mortensen vågen og sparkede læderet i nettaget. 1-0.
Herfra gik det stærkt. Bolden var knap givet op, inden den lå bag Jesper Hansen i modsatte ende. Adam Buksa sendte Mikel Gogorza i dybden, der med sit kolde venstreben gjorde det til 1-1.
Så var det tid til at puste ud. En vild start på de sidste 45 minutter.
Det forblev tæt, men FCM var den sidste skarphed fra at hente alle tre point i slutfasen, efter Oliver Sørensen blev spillet fri på bagstolpen via et indlæg. Kun en parade fra Jesper Hansen fraveg scoringen. Få minutter senere var det endnu tættere på, da Adam Buksa brændte et frit hovedstød i det lille felt.
Marginaler fra tre point. Dermed forblev det en deler mellem de to hold, hvilket betyder, at FCM haler et point ind på F.C. København forud for braget på MCH Arena på torsdag.