3F Superliga
fredag 19/7 kl. 18:00
Ceres Park
AGF AGF
T. Bech (8")
1:1
FCM FC Midtjylland
A. Buksa (47")

Buksa-scoring og uafgjort i sæsonpremieren

Flotte sidste 45 minutter var tæt på at resultere i en sejr i sæsonpremieren, men det hele endte 1-1 på Ceres Park. Adam Buksa kronede sin debut med en scoring.

Premiere i 3F Superliga, tre nye spillere fra start og 1.500 FC Midtjylland-fans på awaytribunen.

Rammen var sat for en flot fredag aften i Aarhus, da AGF og FCM tog hul på den nye sæson. Den første af mange opgaver i jagten på at forsvare guldmedaljerne fra i fjor.

Thomasbergs tropper startede bedst, og flere gange dansede man omkring det aarhusianske felt. Ikke desto mindre var det værterne, der bragte sig foran, efter Tobias Bech med 8′ på stadionuret dukkede op i feltet og gjorde det til 1-0.

Målet opstod efter et hårdt indlæg fra venstresiden, som ikke blev clearet med rettidig omhu.

Åbningsmålet lagde en dæmper på begivenhederne. FCM forsøgte at spille sig igennem de hvidklædtes strukturerede defensiv, mens AGF lurede på omstillinger og var klar til at skyde sine hurtige spillere på siderne afsted.

En sådan opskrift var tæt på at give scoring efter 30 minutter, da Mikael Anderson strøg afsted på venstresiden og fandt Frederik Tingager, der lurede i feltet. Kun en flot redning fra Elias Olafsson forhindrede scoring nummer to.

I en 1. halvleg, hvor FCM ikke kunne stille sig tilfredse med præstationen, fik AGF tilkendt et straffespark kort før pausefløjt. Her læste Elias Olafsson på flot vis Patrick Mortensens spark og blev den store i duellen. En flot aktion fra den tilbagevendte keeper.

Midtjyderne var tæt på at udligne i de døende minutter af 1. halvleg. Ola Brynhildsen sendte en kanon mod værternes bur, bolden knækkede og gik få centimeter forbi højre målstolpe. Kort tid efter var Franculino også tæt på med samme manøvre.

2. halvleg startede bedre, og der gik ikke længe, før udligningen faldt i hus. Aral Simsir tog et træk ind i banen og sendte kuglen ind i pandebrasken på Adam Buksa, som headede sin første scoring som FCM-spiller i kassen. 1-1.

Målet dannede fundamentet for en solid periode set med FCM-øjne, som Aral Simsir var tæt på at krone med en flot dribletur efterfulgt af et spark fladt mod det lange hjørne. Kun en vaks Jesper Hansen-parade afveg et stort øjeblik i den nye sæson.

Det bølgede frem og tilbage til slut. Først var AGF tæt på ved Felix Beijmo, inden Edward Chilufya og Adam Buksa truede i den anden ende.

Men det forblev ved status quo; uafgjort i sæsonpremieren inden turen mandag går til Andorra, hvor UE Santa Coloma tirsdag venter i 2. kvalifikationsrunde til Champions League.

Start XI (4-4-2): Elias Olafsson, Joel Andersson, Ousmane Diao, Mads Bech, Paulinho, Ola Brynhildsen, Denil Castillo, Oliver Sørensen, Aral Simsir, Franculino Djú, Adam Buksa.

Indskiftninger: André Rømer (46′), Kristoffer Askildsen (56′), Victor Bak (68′), Darío Osorio (68′), Edward Chilufya (81′).

Expected Goals

Se Expected Goals for holdene og alle skud i kampen

AGF AGF
1:1
FC Midtjylland FCM

Momentum

Se holdenes momentum i løbet af kampen

Statistik

Se kampstatistik for holdene i kampen

AGF AGF
1:1
FC Midtjylland FCM