Med otte kampe som ubesejrede drog FCM onsdag aften til Frederiksberg i København, hvor 3. divisionsmandskabet FA 2000 ventede i DBU Pokalens 3. runde.
Kampen var første opgave for midtjyderne i jagten på at forsvare pokaltriumfen fra i fjor. Til at gøre arbejdet havde Albert Capellas valgt at rotere en del i start 11’eren, hvor blandt andre 18-årige Pontus Texel fik sine første minutter i FCM-trøjen, mens Valdemar Byskov for første gang spillede fra start.
Start XI (4-3-3): Elias Olafsson, Pontus Texel, Stefan Gartenmann, Juninho, Nikolas Dyhr, Oliver Sørensen, Charles, Evander, Edward Chifluya, Sory Kaba, Valdemar Byskov.
På Frederiksberg Stadion, der blev grundlagt helt tilbage i 1927, fik FCM ikke den bedste start. Værterne fra FA 2000 tilspillede sig en stor mulighed efter få minutter, mens de sortklædte gæster havde svært ved at kreere sig frem til noget nævneværdigt.
Efter 15 minutter blev Sory Kaba spillet fri i det lille felt på en flot aflevering af Stefan Gartenmann. Den guineanske angriber svigtede ikke og lobbede bolden over hjemmeholdets målmand. 1-0 til FCM.
Kunstgræstbanen skabte gode muligheder for spil langs jorden, og det gjorde midtjyderne gevinst af efter 19 minutter, da Valdemar Byskov blev spillet fri i venstresiden på en flad stikning. Det 17-årige stortalent afdriblede sin direkte modstander, men blev nedlagt i sekvensen. Straffe.
Dagens anfører, Evander, var i vanlig stil stensikker og sparkede i modsatte side af keeperen. 2-0.
Efter 30 minutter udbyggede Evander, da den brasilianske tekniker driblede alene igennem hele FA 2000-forsvaret, før han lagde bolden sikkert under målmanden til 3-0.
FCM rundede en god 1. halvleg af kort før pause, da Juninho forlængede et hjørnespark ind i hovedet på Stefan Gartenmann. Den 25-årige midtstopper svigtede ikke og scorede sit første mål i Midtjylland-trøjen siden skiftet fra SønderjyskE i sommer.
Albert Capellas brugte pausen til at sætte friske ben på banen. Det resulterede i debut til både Gustav Ørsøe Christensen og Andreas Nibe – henholdsvis 18 og 19 år. Efter en times spil blev også Pablo Ortiz skiftet ind til sin officielle FCM-debut.
Kort tid efter indskiftningen af Pablo Ortiz blev Edward Chilufya stukket i dybden. Den hurtige højrefløj forsøgte at drible forbi FA 2000-keeperen, men med en flot opsnapning afværgede hjemmeholdets sidste skanse.
I midten af 2. halvleg modtog debutant Gustav Ørsøe Christensen bolden på kanten af feltet og med et resolut spark, smækkede den 18-årige angriber bolden i toppen af mål til 5-0.
Kort før slutfløjt kom også Edward Chilufya på tavlen, da den zambiske hurtigløber udnyttede en opspilsfejl på værternes sidste tredjedel og lagde bolden tørt i nettet.
Og sådan spillede midtjyderne sig videre i Pokalturneringen med 6-0 på en god aften på Frederiksberg, hvor værterne slog hjemmebanerekord med 2.008 fremmødte tilskuere, mens FCM fik fire debutanter på banen.