3F Superliga
lørdag 3/8 kl. 16:00
MCH Arena
FCM FC Midtjylland
A. Buksa (44")
O. Brynhildsen (77")
2:0
AAB AaB

2-0-sejr i solid arbejdsindsats

I sæsonens første hjemmekamp i 3F Superliga vandt midtjyderne med 2-0 over AaB. Adam Buksa og Ola Brynhildsen kom begge på måltavlen.

Lørdag eftermiddag var FCM igen i aktion på hjemmebane, da oprykkerene fra AaB gæstede MCH Arena.

Inden kampen kunne de forsvarende danske mestre løfte sløret for, at cheftræner Thomas Thomasberg har forlænget sin kontrakt med klubben.

Det midtjyske mandskab kontrollede kampens indledning, hvor man pressede på mod det nordjyske mål. Efter 12 minutters spil faldt bolden ned foran den polske angriber Adam Buksa, som udenfor feltet halvflugtede til kuglen og tvang målmand Vincent Müller ud i en flot redning.

Trykket fortsatte ned mod AaB-målet, og få minutter efter endte et hjørnespark for fødderne af Denil Castillo, hvis afslutning også blev reddet af den tyske keeper.

De nordjyske gæster kæmpede sig ind i opgøret, og med 27′ på kampuret endte en dødbold inde i det midtjyske felt, hvor Ousmane Diao flot kom på tværs og afværgede en farlig situation.

Med fem minutter til pause hoppede Adam Buksa højest i en hovedstødsduel og kunne snitte bolden videre til Adam Gabriel, der var kommet med i feltet. Den tjekkiske back tog bolden til sig og forsøgte mod mål, men forsvarsspillerens afslutning manglede præcision.

Lige inden afslutningen på 1. halvleg fandt Oliver Sørensen holdkammerat Adam Buksa på kanten af feltet. Angriberen lagde bolden til rette for sit venstreben og drejede flot kuglen i mål med hjælp fra indersiden af den fjerneste målstolpe. Dermed kunne FCM gå til pause med en føring på 1-0.

AaB kom offensivt ud efter pausen, og det betød, at der var plads til de midtjyske kontraløb. Efter en times spil blev Franculino Djú sendt i dybden af Aral Simsir, og angriberen kunne spille Ola Brynhildsen fri i feltet. Nordmanden tog bolden til sig, driblede udenom AaB-målmanden og forsøgte med en afslutning fra tæt hold, men han var ikke i stand passere tyske Müller, der flot kom tilbage og forhindrede en midtjysk scoring.

Kampen fik nyt liv, og der var action i begge felter. Med 67′ på stadionuret var indskiftede Aral Simsir på spil, og han afsluttede en omstilling med et forsøg fra feltkanten, som dog gik over målet.

FCM var farlige i kontrafasen, hvilket udmøntede sig i det 77. minut. Franculino drev bolden frem på modstanderens banehalvdel og fandt angrebsmakker Ola Brynhildsen, der tog revanche overfor AaB-keeperen, som nordmanden sikkert passerede. 2-0 til hjemmeholdet.

I kampens dødende sekunder testede Kasper Jørgensen via frispark Elias Olafsson i FCM-målet, som flot afværgede dødboldsforsøget.

2-0 blev kampens slutresultat, og det midtjyske mandskab kunne fejre sejren med de mange fremmødte fans på MCH Arena.

Lige om hjørnet venter endnu en kamp på hjemmebanen i Herning, når Ferencvaros tirsdag kommer forbi i 3. runde af Champions League-kvalifikationen.

Start XI (4-4-2): Elias Olafsson, Adam Gabriel, Ousmane Diao, Mads Bech, Joel Andersson, Darío Osorio, Emiliano Martínez, Denil Castillo, Oliver Sørensen, Franculino Djú, Adam Buksa.

Indskiftninger: André Rømer (56′), Ola Brynhildsen (60′), Aral Simsir (60′), Juninho (71′), Kristoffer Askildsen (71′).

Expected Goals

Se Expected Goals for holdene og alle skud i kampen

FC Midtjylland FCM
2:0
AaB AAB

Momentum

Se holdenes momentum i løbet af kampen

Statistik

Se kampstatistik for holdene i kampen

FC Midtjylland FCM
2:0
AaB AAB