Det hold, som sejrede søndag, ville bringe sig op på 1. pladsen i 3F Superliga.
Dysten startede intenst, men uden chancer. Den første tilfaldt AGF efter 12 minutter, da Gift Links sparkede få meter forbi højre stolpe.
I en tæt dyst bragte værterne sig foran i det 35. minut. En dødbold hoppede og dansede i feltet, men til slut dukkede Kevin Mbabu op ved bagerste stolpe og gjorde det til 1-0. Den nye højre backs første scoring i FCM.
Et vigtigt øjeblik i en tæt kamp, der summede mere af duelspil og nerve end broderede angreb og høje xG-værdier.
AGF tilspillede sig et par halve muligheder fra hjørnespark, men Darío Osorio bød flottest fra sig 20 minutter før tid; et skarpt træk ind i banen fulgt op af en hård afslutning tvang Jesper Hansen ud i en flot parade.
I slutfasen sad udeholdet på tingene, men en krigerisk defensiv indsats, kombineret med Elias Olafsson, som kronede forlængelsen tidligere på weekenden med at tage godt fra, holdt føringen intakt.
FCM lukkede og slukkede i første tillægsminut. Indskiftede Franculino løb direkte fra bænken ind mod bagerste stolpe, hvor et langt indkast ramte angriberen i fødderne. 2-0 på stortalentets første boldberøring efter blot få sekunder på banen.
Mere skete der ikke, og dermed er midtjyderne tilbage på 1. pladsen i 3F Superliga. En flot aften på MCH Arena, hvor 11.161 tilskuere så med fra lægterne.