På et udsolgt MCH Arena gik de to mandskaber på banen til et tidligt søndagsbrag i 3F Superliga.
Opgøret var kun lige startet, da Darío Osorio suste afsted i en omstilling. Chileneren fandt Adam Buksa foran mål, som trods et frit skud med venstrebenet ikke lykkedes med at udplacere Patrick Pentz.
I skudsekvensen stod der 00:30 på stadionuret.
Trods en fornuftig start bragte gæsterne sig foran efter ni minutter. Mathias Kvistgaarden drev bolden frem, tog et træk ind i banen og udplacerede Elias Olafsson med en flad afslutning. 0-1.
Scoringen ændrede kampbilledet, men ikke desto mindre var Emiliano Martínez tæt på at udligne efter knap en halv times spil med et drilsk skud udenfor feltet.
Det var endnu tættere på ti minutter senere. Joel Andersson sendte et indlæg ind i pandebrasken på Adam Buksa, men Patrick Pentz parerede flot.
I 1. halvlegs sidste spilsekvens tilkæmpede hjemmeholdet sig et straffespark. En flugter fra Kevin Mbabu ramte Clement Bischoff på handsken, og efter VAR-tjek pegede Mads-Kristoffer Kristoffersen på pletten. Adam Buksa var køligheden selv og gjorde det til 1-1.
FCM kickstartede de sidste 45 minutter i en dominerende rolle, men nok en gang satte gæsterne kniven ind i en periode, hvor de blå-gule forsvarede mere end at angribe. Sebastian Sebulonsen løb afsted i en to mod to-situation, inden han fandt Yuito Suzuki. Japaneren var kølig og lagde kuglen højt i netmaskerne til 1-2.
Brøndby var klogest i tanke og handling, hvilket viste sig udslagsgivende ved 1-3-målet. Yuito Suzuki snød værternes bagkæde, da han blev sendt dybt på et langt indkast og køligt tippede bolden over Elias Olafsson.
Oliver Sørensen skulle have reduceret kort tid efter, men et frit hovedstød få meter fra mål blev misbrugt. Ondt blev i stedet værre, da Mathias Kvistgaarden udnyttede en opspilsfejl og sparkede læderet ind til 1-4.
Selvsamme Kvistgaarden fuldendte kollapset otte minutter før tid. Den 22-årige offensivspiller udnyttede endnu en friløber og gjorde sig selv til hattrickskytte.
Mere skete der ikke på en hård og tung eftermiddag på MCH Arena.